[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

De unge er simpelthen vilde med den hårde levemåde, disciplinen og den omgangstone, der er på kasernen.

- Jeg synes, det sjoveste har været forhindringsbanen, eller når vi har noget med våben at gøre.” siger erhvervspraktikanten Belinda Cottrell, der er helt opslugt af soldaterlivet og ser sig selv i det amerikanske forsvar som 18-årig.

Belinda og 26 andre praktikanter har i en hel uge med sved på panden fuldført diverse hårde fysiske og psykiske opgaver.
De har bl.a. været på forhindringsbaner, natteløb og overnatning ude i skoven.

- Det underligste har vel nok været morgenvækningen. Der er ingen barmhjertighed. Dørene bliver flået op, og der bliver råbt og skreget. Og så står man altså også op med det samme, griner Belinda Cottrell.

Smæk for skillingen

Samarbejdet mellem de unge erhvervspraktikanter og sergenterne på Vordingborg kaserne har været positivt, og arbejdet indbyrdes har været godt.
 
- De fleste unge forbinder Forsvaret med våben, kampe, bomber og eksplosioner. Det har de set i medierne, men der ligger så meget mere bag ordet Forsvaret, fortæller Kristian Boye, sergent.

- Faktisk er der ligeså meget kontorarbejde og administrativt arbejde, understreger han.

Men selvom Forsvaret også laver administrativt arbejde iført jakkesæt på kontorer, har sergenterne på Vordingborg kaserne sørget for, at de unge praktikanter har oplevet en uge som soldater i felten.

- Vi leverer naturligvis den ægte vare, siger Kristian Boye.

Så alt i alt kan man vidst godt sige, at en uges praktik i forsvaret giver smæk for skillingen.