[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Et russisk inspektionshold på ni mand gennemførte i sidste uge en såkaldt CFE-inspektion (Conventional Forces in Europe) ved depotområde Kalbyris ved Næstved. CFE-traktaten er en nedrustningsaftale fra 1990, der sætter loft over antallet af kampvogne og andre såkaldt konventionelle våben i NATO-landene og de tidligere Warzawapagt-lande. Landene er ifølge aftalen forpligtede til at oplyse om antallet og den geografiske placering af våben. Traktaten giver også andre lande ret til at gennemføre inspektioner for at kontrollere, om oplysningerne er korrekte.

Det russiske inspektionshold blev under hele opholdet i Danmark fulgt af et dansk eskortehold. Forud for selve inspektionen den 8. august fik russerne en briefing om inspektionsområdet og det materiel, der er omfattet af traktaten. Det drejer sig om MLRS raketkastere, pansrede mandskabsvogne af typen M113 samt Leopard 1 kampvogne.

Inspektionen forløb fint og uden nævneværdige bemærkninger fra russisk side. En rapport fra inspektionen fremsendes nu til Organisationen for Fred og Samarbejde i Europa (OSCE), således at de øvrige CFE-nationer bliver orienteret om inspektionen og dens resultater. Det vides ikke, om der kommer flere CFE-inspektioner i Danmark i 2007, men teoretisk set kan bl.a. Hviderusland melde sin ankomst.

I juli varslede Rusland, at landet suspenderer sin deltagelse i CFE-traktaten. Suspensionen træder i kraft den 12. december i år. Den russiske suspension kædes blandt andet sammen med, at NATO-landene ikke har ratificeret CFE-traktaten, som den blev tilpasset i 1999. Det skyldes, at Rusland ikke har opfyldt en række forpligtelser, som NATO opstillede i forbindelse med ændringen.

Læs mere om CFE-traktaten her.