[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

I en artikel i Politiken den 30. juli om de såkaldte private sikkerhedsfirmaer er en talsmand for Hærens Operative Kommando citeret for udtalelsen ”vi bruger dem ikke, og vi samarbejder ikke med dem. Det er der truffet principbeslutning om”.

Dette er imidlertid ikke korrekt.
- Forsvarets holdning er, at vores eventuelle brug af private sikkerhedsfirmaer vil bero på en konkret vurdering. I nogle tilfælde kan det være hensigtsmæssigt at lade private varetage beskyttelsesopgaver, fordi de kan gøre det mere diskret end forsvaret, forklarer oberstløjtnant Lars Sønderskov, der er kommunikationschef i Forsvaret.

Som et eksempel på denne type samarbejde nævner Lars Sønderskov, at udenrigsministerierne i Danmark og Storbritannien har indgået en aftale, der medfører, at beskyttelsen af udenrigsministeriets civile rådgivere ved Provincial Reconstruction Team (PRT) Lashkar Gah i muligt omfang varetages af det private britiske sikkerhedsfirma ArmourGroup International.