[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Det er ikke kun farligt at sejle i de isfyldte farvande omkring Grønland, det er også besværligt. Men som noget helt nyt har Hvidbjørnen fået en isrådgiver med om bord. Han kan blandt andet hjælpe besætningen med at finde den bedste sejlrute.
- Jeg beder mine kolleger i København om at lave nogle specielle produkter, som Hvidbjørnen får adgang til, og på den måde får Hvidbjørnen adgang til langt flere data, siger Jens Jakobsen, isrådgiver fra Danmarks Metereologiske institut.


Peter Schinkel Stamp, der er chef på Hvidbjørnen, er glad for at have en isrådgiver med om bord på sit inspektionsskib.

Isrådgiveren har allerede været til stor nytte, f.eks. da inspektionsskibet skulle vælge mellem at gå ud i åbent hav eller sejle på fjorden.
- Jens og hans sidst opdaterede kort gav en klar indikation af, at vi skulle gå mod det åbne hav i stedet for at gå ned gennem fjordkomplekset, siger kommandørkaptajn Peter Schinkel Stamp, der er chef på Hvidbjørnen.

Sparer brændstof
Den globale opvarmning gør, at der spekuleres i en åben passage både nordøst og nordvest om Nordpolen. Det vil medføre større aktivitet for det danske søværn i farvandene omkring Grønland.
- Vi ser, at krydstogtskibene bevæger sig længere og længere nordpå, og der er søværnet en form for sikkerhedsgaranti for de her krydstogtsskibe, siger Peter Schinkel Stamp.

Det varmere klima giver søværnet mere at lave. Den smeltende is er på mange måder et problem, men den globale opvarmning kan være godt for noget. En mulig smutvej gennem Nordvestpassagen kan spare både penge og brændstof for de store kommercielle fragtskibe.
- Der er mange penge at spare på det, så det kan være et positivt aspekt af den globale opvarming,at man på den måde forsøger at skåne miljøet for udledning af CO2, siger Jens Jakobsen.