[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

For tredje år i træk har det ukrainske Flyvevåben flyttet langt hovedparten af det brændstof, som skal bruges på Danmarks nordligste flyveplads og hjem for Siriuspatruljen – Station Nord i Nordøstgrønland. Den omfattende logistiske luftoperation ”Northern Falcon” tager tre uger, og ruten går i pendulfart fra Thule Airbase og til den kun 1800 meter lange landingsbane af sammenpresset sne på Station Nord. Opgaven blev primært løst af et Ilyushin 76 og besætninger fra de ukrainske strategiske lufttransportstyrker, som har klaret opgaven perfekt.

- En dansk C130 kan flytte 18.000 liter af gangen, mens en Ilyushin 76 kan løfte lige knap det dobbelte. Derfor har vi indledt samarbejdet med ukrainerne, som ganske enkelt kan løse opgaven billigere end os selv, fortæller major Ove Urup-Madsen, som har været med til at etablere samarbejdet.



Det ukrainske transportfly hvirvler sne op på den primitive landingsbane på Station Nord. Det ukrainske flyvevåben har i foråret flyttet 600.000 liter brændstof for Danmark på Grønland, og samarbejdet er forløbet over al forventning. Foto: Flyvevåbnet
 
Gensidig fordel
Det er ikke kun Danmark, der har gavn af samarbejdet på Grønland. Det ukrainske flyvevåben har haft et ønske om at højne standarden for deres sikkerhedsprocedurer og metoden at køre sådan en logistisk operation efter. Her er NATO-standarderne særdeles brugbare.

- Vi har haft 10 danskere med fra Air Transport Wing Aalborg til at bistå ukrainerne, og til at lære fra sig om, hvordan operationen køres efter NATO-standard. Det betyder, at ukrainerne har fået en masse viden med sig hjem – ikke mindst om sikkerhed og om at operere under arktiske forhold, forklarer Ove Urup-Madsen.

For Ove Urup-Madsen er der ingen tvivl om at samarbejdet er en god løsning for begge parter;

- De ukrainske flybesætninger og mekanikere har virkelig ydet en ekstraordinær indsats for at klare de to daglige ture under forhold som er meget vanskelige. Oven i købet har de løftet 20 procent mere brændstof end det, vi havde sat som mål, så vi har ikke en finger at sætte på dem.

Samarbejdet mellem Danmark og Ukraine omkring flytning af brændstof er nu så veletableret, at det fremover vil have en mere permanent karakter frem for at blive genforhandlet år for år.



Det ukrainske hold sammen med danske samarbejdspartnere. Efter den veloverståede operation gennemførte ukrainerne en NATO-evaluering på Flyvestation Aalborg, hvor de beviste, at de levede fuldt op til NATO-standarderne på området. Foto: FLVFOT NORD

Kilde: Flyvevåbnet