[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af seniorsergent Torben Christensen
Lørdag morgen klokken 9 skulle det danske infanterikompagni afløses. Dermed var det officielt slut med patruljer, opstilling af mobile check points og beredskabsstyrker.

Det blev markeret ved en parade for hele den danske del af Battle Group North med deltagelse af infanterikompagniet, militærpolitiet, Stabselementet, Liaison Monitoring Team 4 og 5 og repræsenter fra de udenlandske samarbejdspartnere.


Den danske del af Battle Group North samlet til afskedsparade.

Den franske chef for Battle Group North havde bestemt, at han ville markere afskeden med det danske bidrag med en parade lørdag klokken 8.30.

Fanen blev ført ind, og chefen for det danske kontingent, oberstløjtnant Jens Peder Nyrup, meldte af til oberst Benoit Roux. Den franske chef sagde, at han på trods af sin korte tid som chef for Battle Group North havde fået et meget godt indtryk af danskerne.

- I er professionelle til fingerspidserne. I er altid klar. Det har været en fornøjelse at arbejde sammen med jer, sagde obersten.


Oberst Benoit Roux takkede for indsatsen og den professionelle indstilling hos danskerne.

Efter paraden var der en lille reception i infanterikompagniets telt, hvor KFUM igen havde tryllet lækre lagkager frem.


Lagkager på rad og række.

Under receptionen holdt oberstløjtnant også en kort tale, hvor han blandt andet kom ind på historikken omkring det danske bidrag i Kosovo, det ene dødsfald vi havde i april 2003 samt fremtiden for Kosovo.


Den danske kontingentchef, oberstløjtnant Jens Peder Nyrup, talte under receptionen til de fremmødte gæster.


Til paraden og den efterfølgende reception var der naturligvis anlagt medaljer, som blev båret med stolthed.

Læs oberst Jens Peder Nyrups tale her