[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Karen Dahlin Forsvarets Hovedredaktion

- Jeg er meget stolt og glad for medaljerne, siger seniorsergent Lisbeth Gripping Ribert.

Hun modtag i fredags både NATO-medaljen og Forsvarets Medalje for International Tjeneste sammen med 336 andre medarbejdere fra flyvevåbnet, der var udsendt til konflikten i Libyen.

Statsminister Helle Thornings Schmidt, forsvarsminister Nick Hækkerup, forsvarschef Peter Bartram med flere var med til medaljeoverrækkelsen. Lisbeth Gripping Ribert skulle egentlig have været i skole på dagen, men valgte at skippe skolen til fordel for medaljeoverrækkelsen.

- Det betyder noget for mig på den måde, at det har gjort en forskel, at vi var dernede, siger Lisbeth Gripping Ribert.

Samtidig er hun også beskeden over hæderen.

- Når Hækkerup siger, at vi er helte, kan jeg ikke lade være med at tænke på mine kolleger i Afghanistan. Der bliver jo skudt på dem, det blev der ikke på os jordpersonel. De rigtige helte i mine øjne er soldaterne i Afghanistan, siger Lisbeth Gripping Ribert.