[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Fascinerende historiske omgivelser og under en kilometer til Rådhuspladsen. Afdelingsleder Peter Marcus Clausen har store forventninger til salget af otte byhuse i Nyboder.
- Der er ingen tvivl om det bliver et kæmpe tilløbsstykke. Af de 1600 personer, der findes i vores køberkartotek, er der rigtigt mange, som interesserer sig for de grå stokke, siger han. Peter Marcus Clausen betegner boligerne som godt vedligeholdte, men ikke renoverede. Der hører også et gårdareal til de grå stokke, som beboerne kan sætte deres personlige præg på.



I løbet af oktober er der fremvisning af byhusene. Hvis man er interesseret i at byde på de grå stokke, skal det ske inden 5. november. Her vil repræsentanterne fra Forsvarets Bygnings- og Etablissementstjeneste (FBE) åbne kuverterne med buddene på boligerne.
Læs mere om salget af boligerne her.

Man behøver ikke at give op, hvis det ikke lykkes at sikre sig et Nyboderhus i denne omgang. Der bliver sat yderligere huse til salg i slutningen af året. I alt sælger forsvaret næsten 50 boliger i Nyboder i perioden indtil sensommeren 2014. Nogle af de byhuse, som kommer til salg senere, vil Peter Marcus Clausen betegne som ”håndværkertilbud”, mens andre er helt nyrenoverede. 
Følg med i de kommende tilbud her.