[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Sune Wadskjær Nielsen, Værnsfælles Forsvarskommando

Den kenyanske flåde har besluttet at bygge en ny bygning, der skal huse den nye skibssimulator, som Kenya har fået for midler fra den danske Freds- og Stabiliseringsfond. Kenyanerne er meget opsatte på at simulatoren bliver konstrueret på en måde, der giver de bedst mulige arbejdsbetingelser og forhindrer nedbrud pga. klimaet eller de meget nærgående bavianer. Projektgruppen, som er ansvarlig for byggeriet, har været i Danmark, for at få rådgivning til byggeprojektet. Forsvaret, som var vært for besøget, arrangerede en rundvisning på Teknologisk Institut. Oberstløjtnant Mohamed S. Mwacharo er glad for at mødet med de danske eksperter fandt sted på et tidligt tidspunkt i projektet.

- Simulatoren skal stå i et skovrigt område og en af naturens gaver til Kenya er et rigt dyreliv med blandt andet aber og bavianer, men dyrene kan også komme i vejen for vores aktiviteter. Det skal vi tage hensyn til i planlægningen, så afbrydelser på grund af bavianer bliver minimale, forklarer Mohamed S. Mwacharo.


Johannes Rauff Greisen viser rundt på Teknologisk Institut. Ved siden af ham står lederen af projektgruppen oberstløjtnant Mohamed S. Mwacharo og kommandørkaptajn John Ærø, der er dansk forbindelsesofficer i den kenyanske flåde. Foto. Sune Wadskjær Nielsen.

Eksperterne fra Teknologisk Institut viste kenyanerne, hvordan f.eks. tagrender og dekorative elementer kan støbes i beton fremfor at blive monteret på bygningen bagefter. Det gælder om at undgå for mange bygningsdele, som bavianerne kan pille fra hinanden. Ellers var bygningens indeklima det store samtaleemne.

- En af vores største udfordringer er vejret. Det sted, hvor simulatoren, skal stå, har et varmt og fugtigt klima. Vi må opnå et stabilt indeklima for at udstyret kan fungere optimalt, siger han.

Kenyanerne har brug for en omvendt isolering af, det vi kender i Danmark, hvor varmen skal holdes inde. De har brug for en bygning, der kan holde varmen ude. Det er vigtigt, at bygningen i sig selv kan bidrage til at holde temperaturen nede, hvis f.eks. der er en strømafbrydelse og køleanlægget slår fra.  Under besøget på Teknologisk Institut foregik der en livlig bygnings-teknisk debat mellem den kenyanske delegation og repræsentanterne fra Teknologisk Institut og Mohamed S. Mwacharo føler sig nu bedre rustet til at gå i gang med byggeprojektet hjemme i Kenya.


Hele den kenyanske projektgruppe ved Teknologisk Institut i Taastrup. Foto: Sune Wadskjær Nielsen.

Bedre navigation i Kenyas flåde
Den overordnede ide med at Danmark donerer en skibssimulator til Kenyas flåde er, at den kan give et løft til de kenyanske søofficerers navigationsfærdigheder og sømandskab. De vil fremover kunne øve f.eks. havnemanøvrer i simulatoren, inden de skal lægge et rigtigt skib til kaj. Med en bedre uddannelse til kenyanske søofficerer vil landet i højere grad kunne bidrage til f.eks. indsatsen mod pirater ud for Østafrika.

Se flere billeder fra kenyanernes besøg på teknologisk institut.
Se fotos af kenyanere Søofficerskolens simulator (fra 2014).