[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Claus Krogh Christensen, MCM Danmark

Donau er flagskibet i SNMCMG1, der står for Standing NATO Mine Countermeasures Group 1, og bestod på daværende tidspunkt af det belgiske Primula, tyske Dillingen, norske Otra, nederlandske Vlaardingen og britiske Pembroke. Et halvt døgn efter delegationen fulgte de danske skibe Saltholm og MSF1 i følgeskab med Sleipner med MCM Danmarks moduler og reservedele ombord.

Med Donaus kran blev grejet løftet om bord, og et hold af teknikere fra Flådestation Frederikshavn stod klar til at sætte antenner op og installere udstyret på Donau. På trods af silende regn og lave temperaturer gik installationen hurtigt, og MCM Danmark kunne med rette hejse NATO-flaget om bord på Saltholm og MSF1 for igen at være en del af SNMCMG1.


Saltholm, MSF1 og Donau
Fotograf: MARCOM


Udover at være en del af en af NATOs stående flådestyrker er deployeringen også vigtig i forhold til at få testet MCM Danmark som modulær kapacitet.

Tidligere har MCM Danmark haft sine moduler om bord på inspektionsskibet Thetis, det civile fartøj Blue Capella og sidst belgiske Godetie. Installationen på Donau er den første længere deployering om bord på et udenlandsk krigsskib og vil give værdifulde erfaringer i forhold til at videreudvikle på MCM Danmarks modularitet.

Ankommer til Riga
Efter installationen i Kristiansand gik turen på tværs af Østersøen til Riga, hvor gruppen gik ind for at forberede sig på den kommende øvelse, BALTIC FORTRESS. Øvelsen var arrangeret af officerer fra de tre baltiske lande som en del af et afsluttende projekt på pendant til VUT-II. Øvelsen blev gennemført i området omkring Rigabugten. Vejret viste sig det meste af tiden fra sin helt ekstraordinære side. Vandet var helt fladt, og kun en svag brise strømmede fra fastlandet. Duften af skov var ikke til at overse og mindede især allergikerne om, at foråret for alvor var kommet – også selvom man er til søs.


SNMCMG1 for anker
Fotograf: LT Hauser.


Operation OPEN SPIRIT
Efter en lille uges øvelse ankom styrken til Klaipeda i Litauen, hvor forberedelserne til de kommende to ugers operation gik i gang. Hvert år gennemføres operationen, OPEN SPIRIT.

Operationen har til formål at hjælpe de baltiske lande på skift med at få ryddet op i al den gamle krigsammunition, der stadig ligger tilbage efter i særdeleshed 2. verdenskrig.  Selvom der ikke blev fundet så store mængder ammunition i år som tidligere år, var det alligevel en succesfuld operation – der blev trods alt fundet et par torpedoer og et par miner.

Efter endnu et fortjent weekendhvil i Klaipeda er styrken på skrivende stund på vej mod BALTOPS. På sejladsen mod BALTOPS blev der afholdt diverse øvelser skibene imellem. Slæbeøvelser er en klassisk disciplin udi sømandskab og på trods af sin ringe størrelse skulle Saltholm prøve kræfter med Donau, der er styrkens største skib. Efter et par tørre løb, hvor Saltholm kunne få lov til at vurdere vind og strøm, blev det skarpe løb gennemført til UG. Slæbetrossen fra Saltholm blev ført over til Donau, og til stor overraskelse for Donau lykkedes det at nå 4 knob – endda uden at presse Saltholm.


Saltholm slæber Donau
Fotograf: Kristian Lyhne-Nielsen


Tirsdag d. 1. maj blev Slaget ved Jylland mindet. De to parter i slaget blev repræsenteret ved en officer fra HMS Pembroke og en officer fra FGS Donau.

Ved en ceremoni midt i Østersøen blev skibene i gruppen linet op i en tæt formation. Kl. 17.48 (dansk tid), hvor det første skud blev løsnet for 100 år siden, blev en krans firet af til vandoverfladen. De øvrige skibe i gruppen aflagde honnør for kransen efterhånden som de passerede forbi. I løbet af natten blev der afholdt et arrangement ombord på alle skibene i styrken for at våge mens slaget stod på.


Mindehøjtidelighed fra agterdækket af FGS Donau
Fotograf: LT Hauser