[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Værnsfælles Forsvarskommando

Forsvaret skal i 2017 og 2018 igen bidrage med fly til flere internationale operationer.

Fra medio maj til medio juni 2017 udsender Forsvaret et challengerfly. Bidraget vil blive udsendt med henblik på at yde støtte til Task Force 150 i form af indhentning af oplysninger, der kan bidrage til løbende overvågning og opbygning af situationsbilledet i Det Indiske Ocean.

Forsvaret sender i maj også igen et C-130 Hercules-transportfly til FN´s mission i det borgerkrigshærgede Mali. Det samlede danske bidrag er på 61 mand og bliver fra slutningen af maj 2017 og seks måneder frem en del af FN’s MINUSMA-mission i Mali. Danmark indgår i en rotationsordning med Norge, Sverige, Portugal og Belgien og bidraget får hovedsæde i Camp Bifrost i Bamako.


Et dansk Herculesfly i Mali ved en tidligere udsendelse. Foto: Frederik Siems Marley Siemssen.

I august skal et challengerfly støtte Operation Triton, hvis hovedopgave det er at overvåge EU’s ydre grænse i Middelhavet. Flyet vil efter planen være udsendt i ca. 30 dage.

Danmark vil også tilbyde et bidrag til NATOs suverænitetshåndhævelse af de baltiske landes luftrum, kaldet Baltic Air Policing. Bidraget på fire F-16 fly og ca. 60 personer vil efter planen være udsendt samtidigt med det forventede danske bidrag til NATOs fremskudte tilstedeværelse i Baltikum og Polen.

Læs mere om de nye flybidrag på Forsvarsministeriets side.