[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Jordpersonel venter på at koble et bagagenet på en EH 101 helikopter i forbindelse med eskadrille 722s ørkentræning i USA forud for udsendelse til Mali. Helikopteren kan løfte op til tre tons gods under flyets krop.

Af Julia Liberati, Forsvarskommandoen.Foto og video: Henrik Kastenskov

I denne uge landede de sidste soldater, der er udsendt med det danske helikopterbidrag, i Gao i Mali. Det danske bidrag bestående af to EH101-transporthelikoptere og op til cirka 70 personer er således klar til at begynde arbejdet i den franskledede operation Barkhane.

”Det er første gang, at Danmark udsender danske soldater til Operation Barkhane, og jeg ved, at det har krævet mange forberedelser fra Forsvarets personale. Derfor er jeg meget tilfreds med, at Forsvaret nu er klar til også at bidrage til terrorbekæmpelsesindsatsen i Sahelregionen i samarbejde med europæiske allierede”, siger forsvarsminister Trine Bramsen.

Formålet med det danske bidrag er at støtte den franskledede indsats i Sahel-regionen med transportopgaver af personel og gods. Transporthelikoptere er en efterspurgt kapacitet i den franske Operation Barkhane i Sahel-regionen i Afrika.

”EH101-helikopteren har en stor transportkapacitet og vil kunne gøre en forskel i Operation Barkhane. Samtidig vil den gøre hverdagen mere sikker og fleksibel for soldaterne på jorden, fordi det er markant farligere at transportere sig på landjorden end i luften,” siger oberstløjtnant Martin Birkedahl Nielsen, der er chef for Operationsstabens Luftoperationssektion.

En EH101 helikopter flyver lavt henover ørkenen tæt på den mexicanske grænse i forbindelse med eskadrillens træning i USA forud for udsendelsen til Mali.

Helikoptere dækker stort område
Bidraget placeres i Gao i det østlige Mali, og skal kunne indsættes i hele Operation Barkhanes operationsområde Mali, Burkina Faso, Niger, Tchad og Mauretanien, hvor helikoptere er et velegnet transportmiddel.

”Operationen dækker et meget stort geografisk område i en region plaget af manglende infrastruktur og klimatiske forhold, der ofte begrænser muligheden for at bevæge sig i køretøjer,” siger Martin Birkedahl Nielsen.
 
Forsvaret har et tæt samarbejde med fransk forsvar og har også tidligere støttet franske operationer, bl.a. fra 1999 til 2014 i Kosovo hvor et dansk hærbidrag indgik i den franske styrke, i 2013 til Operation Serval med et C130 transportfly og tidligere i år med fregatten Niels Juel til støtte for den franske hangarskibsgruppe Charles de Gaulle i det indiske ocean.

Et medlem af jordpersonellet presses baglæns af helikopterens down wash under en støvlanding i ørkenen tæt på den mexicanske grænse i forbindelse med eskadrillens træning før udsendelsen.

Soldater forberedt på missionen
Inden udsendelsen har personellet gennemgået en grundig missionsforberedende uddannelse, hvor de er blevet forberedt på de konkrete, lokale forhold indenfor alt fra sundhed til sikkerhed.
Et af de store elementer i denne forberedelse har været piloternes, besætningsmedlemmernes og flymekanikernes træning i at operere i et ørkenområde, hvor støvskyer af sand omkring helikopteren gør det svært at orientere sig og medfører et omfattende vedligeholdelsesarbejde af helikopterne.

”Man skal forestille sig, at det er som at skulle parkere en bil, hvor man ikke kan se ud af forruden, og hvor man lukker øjnene de sidste meter, inden den er i båsen,” fortæller kaptajn VAN, der er pilot på EH-101-helikopteren.
 
Derfor har alle piloter, besætningsmedlemmer og flymekanikere, der skal udsendes til Mali, trænet støvlandinger eller det såkaldte ’Brown Out’ i USA. Brown Out er, når helikopteren lander i områder med meget sand, som så hvirvler op omkring helikopteren og nedsætter sigtbarheden til noget nær nul.

FAKTA

  • Operation Barkhane er en franskledet operation, som består af ca. 4.500 personer.
  • Operation Barkhane er etableret til bekæmpelse af terrorisme i Sahel-regionen i det centrale og vestlige Afrika. Operationsområdet dækker Burkina Faso, Tchad, Mali, Mauretanien og Niger.
  • Danmark har ikke tidligere bidraget til operationen, men har i 2013 bidraget med et C-130-transportfly til Operation Serval, som gik forud for Operation Barkhane.
  • Det danske bidrag til Operation Barkhane består af to EH-101 transporthelikoptere og op mod ca. 70 mand, der udsendes til Mali.
  • Det danske bidrag skal løse transportopgaver af både materiel og personel.
  • Det første hold er nu landet i Mali og bidraget slutter med udgangen af 2020.