Normalt skal man have gennemført Hærens Basisuddannelse for at blive konstabelelev. På den nye uddannelse i Oksbøl har alle kunnet søge – også personer uden militærerfaring. Foto: Niels Porsbøl, Trænregimentet

Normalt skal man have gennemført Hærens Basisuddannelse for at blive konstabelelev. På den nye uddannelse i Oksbøl har alle kunnet søge – også personer uden militærerfaring. Foto: Niels Porsbøl, Trænregimentet  

Af Andreas Calvin, Forsvarskommandoen

 

Et nyt pilotprojekt ved Dansk Artilleriregiment skal sikre større geografisk forankring hos konstabler i Syddanmark. Interessen for uddannelsen blandt unge i Syddanmark har været stor, og det skaber i sidste ende stærkere enheder, mener oberst og chef for Danske Artilleriregiment, Torben Dixen Møller:

 

”Når konstabelelever kommer fra lokalområdet, kan vi lettere fastholde dem. Når konstablerne bliver i lokalområdet, er der gode muligheder for efterfølgende at høje uddannelsesniveauet hos den enkelte soldat,” siger Torben Dixen Møller.

 

18-årige Thomas Andreas Jeppesen fra Varde er blandt de 40 elever, der skal starte på den nye uddannelse. Han glæder sig til at komme i gang med at udvikle nye færdigheder og få nye bekendtskaber. ”Jeg tror det bliver sindssygt spændende og udfordrende at være konstabelelev. At blive soldat og prøve sig selv af er noget, jeg har drømt siden 7-års alderen,” siger han.

 

Normalt skal man først have gennemført Hærens Basisuddannelse for at kunne blive konstabelelev, hvilket tager 4 måneder. På den nye uddannelse kombinerer man basisuddannelsen med reaktionsstyrkeuddannelsen, og en gennemført basisuddannelse har derfor ikke været et optagelseskrav på den nye uddannelse.

 

Interessen blandt unge for den nye uddannelse modtages positivt af forsvarsminister Trine Bramsen.  

 

”Vi har brug for unge mænd og kvinder, når vi skal klare fremtidens udfordringer og skabe tryghed i Danmark. De unge i Syddanmark har vist, at de er klar til at gøre en forskel. De får nu en yderst relevant uddannelse, og vi får mulighed for at rekruttere og fastholde flere dygtige medarbejdere,” siger hun.

 

Den nye konstabeluddannelse er et lokalt initiativ, som ikke er blevet gennemført tidligere. Derfor var der også stor spænding om resultatet ved både Danske Artilleriregiment og Forsvarsministeriets Personalestyrelse, der har bistået med rekruttering og afprøvning.

 

Derfor er det også positivt, at der har været muligt at tiltrække mere end 270 ansøgere til uddannelsen, og at der i den pulje har været mere end 70 egnede til de 40 stillinger.

 

De nye elever starter på konstabeluddannelsen 1. november 2020, der strækker sig over 9 måneder.