Amerikansk B-52 og dansk F-16 over Østersøen

Det amerikanske B-52 bombefly eskorteres af danske F-16. Foto: Afvisningsberedskabet

Af Forsvarskommandoen, Foto: Afvisningsberedskabet

Mandag den 30. maj var amerikanske B-52H bombefly på en særdeles lang træningsmission, der gik over samtlige europæiske NATO-lande.

Sidst på eftermiddagen passerede flyene Danmark i cirka ti kilometers højde – det ene fly fløj ned igennem Jylland fra nord mod syd og det andet fløj over Bornholm. Undervejs blev de eskorteret af danske F-16 på ruten igennem Østersøen og over Bornholm.

De langtrækkende amerikanske bombefly kom fra den spanske base Morón, hvor de aktuelt er udstationerede som en del af den amerikanske tilstedeværelse i Europa.

Øvelsen handlede om at træne de amerikanske styrkers evne til at operere over hele Europa og deres evne til at samarbejde med de forskellige allierede nationers luftforsvar.