Danish Air Cadets på Sommercamp i Arnborg, hvor de ser overflyvning af Flyvevåbnets Hercules transportfly.

Danish Air Cadets på Sommercamp i Arnborg, hvor de ser overflyvning af Flyvevåbnets Hercules transportfly. Foto: Forsvaret

Samarbejdet mellem Flyvevåbnet og Dansk Svæveflyver Union har været i luften i ét år, og de to første Sommercamps i svæveflyverunionens højborg, Arnborg, er succesfuld blevet afviklet. Her var unge Danish Air Cadets fra hele landet samlet, og over to uger kunne de dele interessen for svæveflyvning samt ikke mindst drømmen om en fremtid som pilot i Flyvevåbnet.

 

”Vi er meget glade for, at vi i Flyvevåbnet kan bidrage og støtte op om et miljø, hvor de unge deler passionen for flyvning og lever drømmen om et arbejde som pilot. At kadetterne samtidig hygger sig og etablerer kontakter på tværs af landet, er naturligvis bare en kæmpe win-win,” siger jagerpiloten med kaldenavnet HEK, der er ansvarlig for Flyvevåbnets uddannelser og én af idémændene bag Danish Air Cadets.

 

Høj interesse

På trods af en svær start, hvor COVID-19 restriktioner gjorde det vanskeligt at afholde åbningsarrangementer, har interessen fra unge svæveflyver-entusiaster været overvældende.

 

”Vi kan virkelig mærke interessen fra unge, der henvender sig på baggrund af samarbejdet med Flyvevåbnet. Det er meget positivt, at vi kan se, at Danish Air Cadets er en ’driver’ for, at unge involverer sig i svæveflyvning,” fortæller Peter Eriksen, der er formand for Danish Air Cadets og med-initiativtager til samarbejdet.

 

Interessen har været så stor, at flere klubber melder om fuldt optagede hold, og nogle klubber har sågar været nødsaget til at oprette ventelister, fortsætter Peter Eriksen.

 

”Det er overvældende. Vi vil selvfølgelig gøre alt for, at eventuelle ventelister bliver så små som muligt og prøver at afhjælpe flaskehalsproblemer med fælles opstartshold. Men efter et hårdt år for foreningsdanmark med nedlukning og restriktioner, er det fantastisk at opleve denne opbakning. Det har allerede vist sig at være en succes."

 

[]-FSVDK_aircadets_IMG_1776-2021-[ARTIKEL].jpg

Danish Air Cadets på Sommercamp i Arnborg, juli 2021. Foto: Forsvaret

Forventninger og udvikling

Én af hjørnestenene i både afviklingen af Sommercamps og Danish Air Cadet-samarbejdet generelt, er, at lade de unge komme til og blive selvkørende.

 

”Vi forsøger, at organisere det sådan, at det er DAC’erne selv, der er ansvarlige. Det er naturligvis forbundet med en række forventninger og krav, men det har vist sig, at de mere end 100 DAC’ere lever fuldt ud op til de i forvejen høje forventninger, vi havde,” afslutter Peter Eriksen.

 

[]-FSVDK_aircadets_IMG_4809-2021-[ARTIKEL].jpg

Danish Air Cadet får overrakt sin DAC-vinge efter første soloflyvetur. Foto: Forsvaret og DSvU

Vil du vide mere?

For at blive optaget som Danish Air Cadet, skal man være medlem af en dansk svæveflyveklub. Det giver adgang til alt lige fra Sommercampen, rundvisninger på flyvestationer og selvfølgelig også en passende påklædning i form af eksklusive flyverdragter.

 

Hvis du vil vide mere, så kan du se videoen, da Danish Air Cadets gik i luften eller læse videre på Dansk Svæveflyver Unions hjemmeside.

Faktaboks

  • For at blive Danish Air Cadet skal man være medlem af Dansk Svæveflyver Union og være mellem 13-23 år.
  • Allerede fra første dag kan man flyve med i svævefly, og når man fylder 14 år, kan man flyve alene.
  • Medlemmer af Danish Air Cadets får eksklusiv rundvisning på Flyvevåbnets forskellige flyvestationer og unik adgang til oplæg fra Flyvevåbnets medarbejdere.
  • Som Danish Air Cadet får man udleveret en flyverdragt, en bomberjakke, en flyverhat og en specialdesignet flyvervinge efter sin første soloflyvetur i et svævefly. Man får også mulighed for at deltage i den årlige Sommercamp.
  • Tilmelding sker ved at kontakte Dansk Svæveflyver Union. E-mail: dsvu@dsvu.net.

Nødvendige (vis detaljer)

  • Systemcookies Episerver

Intern statistik (vis detaljer)

  • Siteimprove

Tredjeparts (vis detaljer)

  • Facebook
  • Twitter
  • Google