Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
Efter Kongeskibet Dannebrog lørdag blev slæbt til havn efter tekniske udfordringer, er det nu klar til at gennemføre en testsejlads. Resultatet af testen vil afgøre, om det bliver muligt for skibet at være en del af Hendes Majestæt Dronningens besøg på Færøerne og i Grønland.
Kongeskibet Dannebrog ligger til kaj på Flådestation Frederikshavn. Foto: Line Fjordside / Forsvaret
Af Forsvarskommandoen
Kongeskibets motorer er siden skibet kom i havn søndag formiddag blevet undersøgt grundigt. Dele af motorerne er blevet skilt ad, og der er taget prøver af både brændstof og smøreolie. Teknikere fra MAN Diesel, Forsvarsministeriets Materiel- og indkøbsstyrelse, 1. Eskadre og skibets egen besætning har arbejdet på højtryk for at finde og udbedre fejlen.
”Det er usædvanligt, at begge motorer sætter ud på samme tid. Når det er tilfældet vil mistanken naturligt falde på, at der har været urenheder i brændstoffet eller smøreolien, som så har fået motorerne til at gå i stå. Men det er der ikke umiddelbart noget, der tyder på,” siger kommandør Gorm Bergqvist, der er chef for Søværnets 1. Eskadre, hvorunder Kongeskibet Dannebrog hører.
Undersøgelserne har endnu ikke endeligt kunne påvise, hvad der fik motorerne til at sætte ud, men alle relevante dele er nu renset og efterset, enkelte dele er skiftet ud, og skibets brændstof og smøreolie er udskiftet. Efter prøvesejladsen tages en endelig vurdering af, hvorvidt Kongeskibet Dannebrog kan sejle mod Nordatlanten.
”Vi er ikke nervøse for, at der er noget grundlæggende galt med motorerne. Dannebrog er et godt skib, og nu er vi klar til at prøve det af. Testsejladsen kommer i første omgang til at foregå i farvandet ud for Frederikshavn. Resultatet af den test kommer så til at afgøre, hvornår Dannebrog igen er klar til at stævne ud,” siger Gorm Bergqvist.
De to hovedmotorer på Kongeskibet Dannebrog satte ud lørdag eftermiddag. Skibet var på vej mod Færøerne for at deltage i Hendes Majestæt Dronningens officielle besøg på øerne. Skibet lå på det tidspunkt i Skagerrak godt 100 kilometer ud for Hirtshals.
Der er blevet arbejdet på Kongeskibet Dannebrog, siden den tekniske fejl opstod lørdag. Foto: Line Fjordside / Forsvaret
Problemerne blev opdaget, da besætningen kunne se, at der kom usædvanligt meget røg fra skorstenen. Besætningen konstaterede hurtigt, at det var den ene hovedmotor, der var noget galt med, og den blev stoppet. Skibet fortsatte med den anden hovedmotor, mens der blev arbejdet på at finde ud af, hvad der var galt. Omkring halvanden time senere, kom der igen usædvanligt meget røg fra skorstenen. Det blev på dette tidspunkt besluttet, at det ikke var forsvarligt at fortsætte sejladsen. Skibet vendte derfor om og satte kurs mod Frederikshavn. Kort efter blev det vurderet, at yderligere sejlads med den anden hovedmotor ville medføre risiko for yderligere skade på motoren. Den blev derfor også stoppet.
Efter kontakt med Kongeskibet Dannebrog beordrede Det Nationale Maritime Overvågningscenter fregatten Iver Huitfeldt til at sejle ud til Kongeskibets position. Fregatten ankom til stedet cirka klokken 16.30, og begyndte derefter at slæbe Kongeskibet Dannebrog mod Flådestation Frederikshavn, så flere teknikere kunne komme til at arbejde på motorerne.
Besætningen foretog under slæbningen nødreparation af den ene hovedmotor ved hjælp af dele fra den anden, så skibet igen kunne sejle for egen kraft. Det blev dog besluttet ikke at starte motoren igen for ikke at risikere yderligere materielskade.
Kongeskibet Dannebrog ankom til Frederikshavn søndag formiddag.