Efter knap 25 års pension er panserværnsraket M/72 tilbage i aktiv tjeneste i det danske forsvar i en ny og stærkt forbedret udgave.

En af fordelene ved øvelsesvåbnet er, at det giver et realistisk billede af at arbejde med det skarpe våben. Eksempelvis i forhold til bagblæst.

Tekst og foto: Henrik Kastenskov, Video: Andreas Canvin / Forsvarskommandoen

 

Ved skydebane 53 i Borris står folkene fra 4. kompagni - RUDER 4 - i II/Panserinfanteribataljon hos Dragonerne og lytter i bidende vinterkulde. Seniorsergent Peter er ved at demonstrere siddende skydestilling med den nye panserværnsraket, og rundt om i rækkerne nikkes der. Kort efter opløses gruppen, og forsvinder ind mellem nåletræerne for på egen krop at mærke, hvordan det nye våben er at arbejde med i terræn, og dermed er indfasningen af det nye pamserværnsvåben i det danske forsvar i gang.

 

Efter knap 25 års pension er panserværnsraket M/72 tilbage i aktiv tjeneste i det danske forsvar i en ny og stærkt forbedret udgave.

Den konkrete håndtering af M72 indøves, og erfaringerne omkring greb, rem, sigtemidler og bæring deles efterfølgende i gruppen.

 

Den er lettere

I halvmørket står, knæler og kravler soldaterne i makkerpar frem mod skydestillingen og udsynet over det åbne terræn. "Køretøj, højre, 200 meter" kalder én, observationen bekræftes af skytten, der kalder "Bagblæst fri", og trykker på aftrækkeren.

 

Bagefter går snakken livligt, og specielt det faktum, at den nye M72 med det mundrette tillægsnavn LAW MK-1 er lettere, kortere og ret enkel at håndtere begejstrer. "Man kan bære den helt ind til kroppen, og den hænger ikke fast i alt muligt", som én soldat siger. En anden stemmer i med en historie om at sidde fast i et kældervindue under en bykampøvelse i Finnerup, fordi man havde den gamle AT-4 panserværnsraket på ryggen. Historien udløser latter og genkendende nik. Seniorsergenten samler gruppen, opsummerer erfaringerne, hvorefter RUDER 4 sadler op, og kører mod skydebane 7, hvor den skarpe test foregår.

 

Efter knap 25 års pension er panserværnsraket M/72 tilbage i aktiv tjeneste i det danske forsvar i en ny og stærkt forbedret udgave.

Soldaterne gør klar til at afgive skud.

 

Den trækker på den erfaring, du allerede har

Vinden blæser med cirka seks sekundmeter på tværs af Bane 7. Ikke nok til at skytterne i væsentlig grad skal tage højde for det. I grupper af fire makkerpar afgiver soldaterne hver fire skud med 21 mm indstik mod skiverne, der står 100 meter ude.

 

Resultaterne er blandede, men bestemt tilfredsstillende, som seniorsergent Christopher fra Faggruppe Kamp i Oksbøl siger det:

 

"Selv med minimal tid brugt på omskolingen, så har det været en succes. Noget af den virkeligt brugbare læring, vi kan trække ud af det her er, at selvom det i mange henseender er et plug'n'play våben, så gælder der de samme regler som ved dit almindelige våbenbrug: Vil du være en god panserværnsskytte, så starter du med din basis våbenuddannelse. Så simpelt er det”.

 

Efter knap 25 års pension er panserværnsraket M/72 tilbage i aktiv tjeneste i det danske forsvar i en ny og stærkt forbedret udgave.

Granaten sejler mod målet til et sikkert træf.

 

Et hult drøn og et stort brag

Efter sidste soldat har afgivet sit skud, samles alle omkring skydestillingen 100 meter længere bagude. Seniorsergent Peter udpeger en skytte, der skal sende dagens skarpe raket mod panserpladen ude på heden.

 

Forventningsfuldt stimler kammeraterne sammen i respektfuld afstand, hiver mobiltelefonerne frem og giver sig til at filme. "Der må skydes"-ordren gives, og sekundet efter lyder der et hult drøn, og granaten sejler mod målet, der rammes sikkert. Anerkendende jubel og rygdunk følger, og dagens omskoling sluttes med smil.

 

Se videoreportage om træning og skydning