Nyheder
Følg Forsvaret
Døgnrapport
Arrangementer
Forsvarets arealer
Publikationer
Forlig
Et britisk hovedkvarter på 400 mand samt 65 officerer og rådgivere fra Danmark og de andre JEF-nationer deltager 31. oktober til 12. november i øvelse Joint Protector i Nymindegab. De skal træne i at håndtere de aktuelle sikkerhedsudfordringer i Østersøregionen, Nordatlanten og området nord for polarcirklen.
Ti lande er med i Joint Expeditionary Force (JEF) og skal i Nymindegab træne samarbejdet under øvelse Joint Protector. Foto: Rasmus Franck/Forsvaret.
Af Forsvarskommandoen
Danmark er vært for øvelse Joint Protector, der er årets vigtigste øvelse i JEF-samarbejdet, som er ledet af Storbritannien og ellers består af Sverige, Norge, Finland, Island, Estland, Letland, Litauen og Holland.
Det britiske Standing Joint Force Headquarters (SJFHQ) kommer til Nymindegab i Vestjylland og danner rammen om øvelsen, der foregår fra 31. oktober til 12. november. Danmark stiller med op til 20 stabsofficerer til øvelsen, briterne stiller med 400 soldater og de øvrige deltagerlande med ca. 50 personer. Joint Protector er en stabsøvelse, hvor deltagerne planlægger operationer, men der er ud over hovedkvarteret ikke enheder med i øvelsen.
Vicechefen for operationsstaben i Forsvarskommandoen, brigadegeneral Jette Albinus skal være næstkommanderende i det britiske hovedkvarter under Joint Protector. ”Øvelsen er ikke bygget op omkring et fiktivt scenario. Den er bygget op omkring verden, som den ser ud i dag. Det betyder, at selv om det er en øvelse, får vi nogle erfaringer i forhold til den aktuelle situations mulige udvikling og hvordan JEF kan agere. Det gør det virkelighedsnært, og øger dermed også sandsynligheden for at det vi øver og træner er så realistisk og brugbart som overhovedet muligt”, fortæller hun.
Et hovedkvarter er kendetegnet ved at kunne reagere, planlægge og give ordrer hurtigt og i døgndrift. Tiden er organiseret i en fast ”battle rhytm” med mødefora og boards, som understøtter planlægningen og udførelsen af operationer.
Grundet krigen i Ukraine og den anspændte sikkerhedspolitiske situation i Østersøområdet er det meget relevant for Forsvarskommandoens Operationsstab at træne procedurer i et hovedkvarter. ”Jeg har store forventninger til Joint Protector, fordi vi selv er i en udvikling med at opstille Forsvarets Operative Hovedkvarter. Jeg er helt overbevist om, at vi kan lære en masse af at være med i et hovedkvarter på den her størrelse og af al den erfaring, briterne og vores partnerlande har. De ting, vi lærer, kan vi tage med tilbage til Forsvarets Operative Hovedkvarter og arbejde videre med”, forklarer brigadegeneral Jette Albinus.
”Et effektivt hovedkvarter forudsætter at vi kender hovedkvarterets processer og ikke mindst at vi kender hinanden”, fortsætter hun. For Jette Albinus eget vedkommende bliver øvelsen et gensyn med kolleger, som hun arbejdede sammen med, da hun var på Higher Command and Staff Course i Storbritannien. Hun ser det som fordel, at hun kender nogle af de britiske officerer. ”Det er jo ingen hemmelighed, at når tingene spidser til og man bliver træt, så er det bl.a. de personlige relationer, der gør at man får løst opgaverne alligevel”, siger hun.
Vicechefen i operationsstaben brigadegeneral Jette Albinus byder den britiske Director Joint Warfare, kontreadmiral Andrew Betton velkommen. Kontreadmiralen har besøgt øvelse Joint Protector og det britiske hovedkvarter Standing Joint Force Headquarters. Foto: UK Armed Forces.
Det er ikke kun selve deltagerne i hovedkvarteret, der kan lære af øvelse Joint Protector. At modtage et udenlandsk hovedkvarter er et eksempel på værtsnationsstøtte. ”Danmark er forudset til i en krise- eller krigssituation at være et land, hvor ekstra styrker skal transitere gennem og hvor styrker kan opholde sig i kortere eller længere perioder. I den situation kan man sagtens forestille sig, at der kommer hovedkvarterer i den her størrelse til Danmark. Joint Protector giver nogle erfaringer med, hvad det kræver at understøtte et hovedkvarter”, siger brigadegeneral Jette Albinus. I denne øvelse skal Forsvarets Ejendomsstyrelse eksempelvis støtte med indkvartering og forplejning, mens Hæren i samarbejde med Hjemmeværnet tager sig af bevogtning.
Øvelse Joint Protector er en længe planlagt aktivitet. Sidste år afholdt JEF en lignende øvelse i Sverige. JEF-samarbejdet supplerer NATO og fokuserer på sikkerhedsudfordringer i Østersøregionen, Nordatlanten og området nord for polarcirklen.
Der vil i forbindelse med øvelsen blive afholdt en Distinguished Visitors Day og 11. november markerer deltagerne afslutningen af Første Verdenskrig - i Storbritannien kendt som "Remembrance Day".
Standing Joint Force Headquarters (SJFHQ) er Storbritanniens deployerbare værnsfælles hovedkvarter. SJFHQ er på 5 dages beredskab. SJFHQ har fået ansvaret for Joint Expeditionary Force (JEF) og Combined Joint Expeditionary Force (CJEF), der begge er koncepter hvor Storbritannien samarbejder med internationale partnere.
Oberstløjtnant Lars Bossen er Danmarks forbindelsesofficer i JEF og er udstationeret i SJFHQ. Han siger:
”For SJFHQ er det ekstremt vigtigt at træne med JEF-nationerne. Sådanne øvelser giver SJFHQ uvurderlige erfaringer og input til den videre udvikling af JEF-samarbejdet. Joint Protector giver både mulighed for at træne SJFHQs evne til at deployere og etablere et fremskudt værnsfælles hovedkvarter, og samtidig giver det den faste stab og personelbidragene fra JEF-nationerne mulighed for at træne de procedurer som essentielle for effektiviteten af JEF-samarbejdet”.