Nyheder
Følg Forsvaret
Døgnrapport
Arrangementer
Forsvarets arealer
Publikationer
Generalløjtnant Max A.L.T. Nielsen er i dag tiltrådt som øverste chef for NATO Defense College, der er NATOs universitet. Her får han ansvaret for at uddanne NATOs fremtidige ledere.
Generalløjtnant Max A.L.T. Nielsen - nummer to fra venster - er nu øverste chef for NATO Defense College. Foto: Ditte Aggerbo / Forsvaret
Af Forsvarskommandoen
Generalløjtnant Max A.L.T. Nielsen - bedre kendt i Forsvaret som MALT - er i dag tiltrådt posten som øverste chef for NATO Defense College, der er NATOs eget universitet.
I hovedkvarteret i Rom skal han stå i spidsen for NATOs arbejde med at levere den bedst mulige uddannelse, samarbejde med NATO-partnere og levere forskning i sikkerhedspolitik for at inspirere og forberede fremtidige ledere fra allierede og partnernationer.
Max A.L.T. Nielsen overtog kommandoen fra den franske generalløjtnant Olivier Rittimann tidligere i dag ved en kommandooverdragelse i Rom. MALT bliver hermed den 33. kommandant på NATO Defense College (NDC).
”Det er en meget stor anerkendelse af MALT, at han tildeles en prestigefyldt stilling inden for et så vigtigt område som viden og uddannelse. Jeg er overbevist om, at NATO Defense College vil trives under professionel og dygtig ledelse af MALT. Der er derfor også grund til at lykønske NDC,” siger forsvarschef general Flemming Lentfer, der var tilstede ved kommandooverdragelsen.
Forsvarschef Flemming Lentfer i NATO Defece College. Foto: Ditte Aggerbo / Forsvaret
NATO Defense College blev stiftet i 1951 på foranledning af general Dwight D. Eisenhower, og har til opgave at uddanne fremtidens ledere og chefer, civile som militære, til seniorpositioner i NATO og multinationale stabe og lignende. Danmark har tidligere haft kommandoen over NATO Defense College, da generalløjtnant Eigil Wolff var øverste chef fra 1974-1977.
“Danmark er blevet betroet en opgave af NATO, som vi tager meget alvorligt. Valget af en dansker som chef for NATOs ypperste uddannelses- og forskningsinstitution er en vigtig anerkendelse af det danske forsvar og Danmarks indsats og bidrag i NATO. Det lille hold af danskere her på NATO Defence College er meget bevidste om, at vi repræsenterer Danmark i dette multinationale miljø blandt allierede og partnere. Vi vil gå til opgaven med stort engagement og gøre os umage for at skabe gode resultater til glæde for alliancen – og som chef går jeg selvfølgelig forrest,” siger generalløjtnant Max A.L.T. Nielsen.
NATO Defense College er bedst kendt for sit halvårlige ”Senior Course”, der uddanner allierede, partnerofficerer og civile med graden oberstløjtnant/kommandørkaptajn og tilsvarende. Derudover udbydes adskillige kurser for ambassadører og generaler/admiraler samt en vifte af kurser inden for sikkerheds- og forsvarspolitik, herunder engagement med NATO’s partnerlande over hele kloden.
Max A.L.T. Nielsen holder tale efter at indsættelsen. Foto: Ditte Aggerbo / Forsvaret
”Jeg er meget stolt og beæret over, at NATO’s Militærkomité har givet mig det privilegium at lede NATO Defense College. Menneskelig interoperabilitet, sammenhængskraft og tilpasningsevne er nu mere relevant end nogensinde, og NATO Defense College spiller en central rolle her," siger Max A.L.T. Nielsen og fortsætter:
"Som chef for NATO Defense College skal jeg sikre, at vi fortsætter med at opfylde vores mission med at levere den bedst mulige uddannelse, samarbejde med NATO-partnere og forskning i sikkerhedspolitik for at inspirere og forberede fremtidige ledere fra allierede og partnernationer, som vil bidrage til effektiviteten og sammenhængen i Alliancen,” siger generalløjtnant Max A.L.T. Nielsen.
NDC har uddannet NATO-ledere siden 1951 og ligger i Rom i Italien.
I 2022 havde NDC 465 course members på sine forskellige uddannelser og aktiviteter, hvoraf 12 var danske.
Senior Course er NDC primære uddannelse, der afholdes to gange årligt.
NDC har tre primære fokusområder – uddannelse, forskning og engagement.
Generalløjtnant Eigil Hilmar Wolff var den første danske kommandant på NDC i perioden 1974 – 1976.
Generalløjtnant Max A.L.T. Nielsen bliver den 2. danske kommandant og den 33. kommandant på NDC.