Nyheder
Følg Forsvaret
Døgnrapport
Arrangementer
Forsvarets arealer
Publikationer
Forlig
Med syv medaljer var Invictus Games 2023 i Düsseldorf en stor sportslig succes for Danmark. Deltageres oplevelser og personlige udvikling overstiger dog de sportslige resultater. For de pårørende har legene i Tyskland været en rørende oplevelse.
Kenneth Hyldtoft (til venstre) og Kasper Holm sprinter om medaljerne i linjeløb. Kenneth Hyldtoft vandt guldet, mens Kasper Holm tog sølv. Foto: Anders V. Fridberg / Forsvaret
Af Forsvarskommandoen
Invictus Games 2023 i Düsseldorf lukkede lørdag aften med en storslået afslutningsceremoni, hvor de omkring 500 deltagere fra 21 nationer blandt andet blev hyldet af initiativtageren til legene Hertugen af Sussex og den tyske præsident Frank-Walter Steinmeier.
Sportsligt kulminerede legene for Danmark lørdag formiddag, da Torben Dissing, Troels Michaelsen og Bob Thaarup vandt bronzemedaljer i bueskydning for hold i begynderklassen. Det bragte Danmarks samlede medaljehøst op på syv medaljer. Medaljehøsten begyndte allerede på legenes første dag den 9. september, hvor Hans Jakob Rasmussen vandt sølv i 1500 m løb og Bob Thaarup tog bronzemedaljen i kuglestød. Derefter lå medaljehøsten stille frem til fredag den 15. september, hvor cykelrytterne Kenneth Hyldtoft og Kasper Holm først vandt henholdsvis bronze og sølv i enkeltstart på cykel og senere guld og sølv i linjeløbet – samtidig med at Bob Thaarup skød sig til sølv i den individuelle konkurrence i bueskydning for begyndere.
Bueholdet med Danmarks syvende og sidste medaljer. Fra venstre er det Bob Thaarup, Troels Michaelsen og Torben Dissing. Skytterne vandt over Storbritannien i bronzekampen. Foto: Anders V. Fridberg / Forsvaret
”Invictus Games 2023 i Düsseldorf har været en helt fantastisk begivenhed for de danske deltagere, og også for de pårørende, der har været med hele vejen. Selve legene har efter en sportslig målestok været en stor succes, hvor vi har høstet mange medaljer. Men det vi har høstet mest af, har været de positive oplevelser, som man kan se tilbage på, når man kommer tilbage til dagligdagen igen i Danmark,” siger team manager Jens Lunde.
Jens Lunde (med røde solbriller) bakker op under atletikkonkurrencerne. Foto: Anders V. Fridberg / Forsvaret
”Det har været fantastisk. Det er kulminationen på en rejse. Jeg havde ikke regnet med at stå her nu med en medalje. Det er stort at sige, men det er ikke den, der betyder mest. Det er rejsen hertil, der har været hovedformålet. Det er den, der skal fortsætte. Så det er bare hjem og fortsætte de gode takter,” siger Torben Dissing, der vandt en bronzemedalje i bueskydning.
Det danske Invictus Games program hører under Forsvarets Sanitetskommando, og chefen for kommandoen, brigadegeneral Jesper Momme har været med i Düsseldorf under hele legene, ligesom han har fulgt det danske hold i forløbet frem mod stævnet.
”Jeg har oplevet, at vores deltagere har udviklet sig mentalt gennem hele programmet. Og det er så kulmineret på en flot vis her i Düsseldorf, hvor de har opnået deres målsætninger. Oven i købet er der så nogen, der har fået medaljer. Det er på ingen måde målet, men det er en fin finish på det, og det giver noget til hele holdet,” siger Jesper Momme. For den ansvarlige chef har de største øjeblikke dog ikke været, når det danske hold har jublet over medaljer.
Chefen for Forsvarets Sanitetskommando, Jesper Momme (med mørk jakke) overværede stort set alle de konkurrencer, hvor der var danskere i aktion, her ved bueskydningen. Brigadegeneralen er imponeret af deltagernes personlige udvikling gennem Invictus Games forløbet. Foto: Anders V. Fridberg / Forsvaret
”De største øjeblikke har været der, hvor vores deltagere har rejst sig op og fortalt, hvor meget det betyder for dem, det de har opnået. Det er det største, fordi der kan man mærke, hvordan de har udviklet sig. Nogle af dem har aldrig stået op for en forsamling før. Det kan de nu. Så deres udvikling er det, der har inspireret og imponeret mig mest,” siger Jesper Momme.
De fleste af de danske deltagere har haft en pårørende med i Düsseldorf. De pårørende er en vigtig del af Invictus Games projektet, fordi de både er påvirkede af deres veterans skade og er en vigtig del af deres rehabilitering.
”Det har været meget, meget rørende, og jeg føler mig meget privilegeret over at få lov til at være en del af det som pårørende. Det giver mig et indblik i en lille bitte flig af den rejse, som Kasper har været på, som jo har taget mange, mange år. At være en del af fællesskabet her og se alle de her stenhårde soldater helt bløde om hjertet, og bare nyde det i fuld drag, det er for vildt,” siger Dorthe Ibsen, der er kæreste med Kasper Holm.
Dorthe Ibsen (til venstre) sammen med Frederik og Lotte Hyldetoft ved en af medaljeceremonierne, hvor deres veteran fik medalje. Foto: Anders V. Fridberg / Forsvaret
For deltager Jakob Wiedemann har det betydet meget, at han kunne have sine to sønner med til legene.
”Vi er heldige, at vi har kunne have vores pårørende med. Det har betydet meget for os, men også for dem. De har virkelige haft en kæmpe oplevelse,” siger Jakob, der deltog i svømning og bordtennis. Han fremhæver også sammenholdet mellem deltagerne på tværs af nationer som et særligt højdepunkt.
Jakob Wiedemann deltog i bordtennis og svømning. Han havde sine to sønner med til Düsseldorf. Foto: Anders V. Fridberg / Forsvaret
Legene i Düsseldorf er kulminationen på et forløb, der begyndt i efteråret 2022, men det er ikke en endelig afslutningen. Deltagerne har alle formuleret målsætninger, der rækker videre frem, og hele holdet mødes igen til en sidste samling til november.
”Vi slipper ikke deltagerne her. Vi fortsætter med endnu en samling, hvor vi samler op på forløbet her i Düsseldorf. Nu er vi nu er kommet over denne bakketop, og så sætter vi en ny bakketop i horisonten, som deltagerne kan sigte efter fremadrettet,” siger Jens Lunde.
De næste Invictus Games finder sted i Vancouver i Canada i vinteren 2025. Forsvarets Sanitetskommando begynder på rekruttering af deltagere til holdet i løbet af efteråret 2023.
Invictus Games er et multisportsstævne for fysisk og psykisk skadede veteraner. Stævnet er skabt af Hertugen af Sussex (Prins Harry) og blev afholdt for første gang i 2014 og afvikles i år for 6. gang. Legene omfatter i alt ca. 500 fra 21 nationer, der skal konkurrere i 10 forskellige sportsgrene. I det danske program er der primært fokus på deltagernes rehabilitering og personlige udvikling. De sportslige resultater kommer i anden række.
Det danske hold er på 20 deltagere. De deltager i atletik, bordtennis, bueskydning, cykling, indendørs roning, siddende volleyball, styrkeløft og svømning.