Nyheder
Følg Forsvaret
Døgnrapport
Arrangementer
Forsvarets arealer
Publikationer
Forlig
H.K.H. Kronprinsen besøgte søndag holdet, der til september skal repræsentere Danmark ved Invictus Games i Düsseldorf. Deltagerne sætter stor pris på det kongelige besøg.
H.K.H. Kronprinsen ydede kvalificeret modstand, men tabte dog, da han spillede bordtennis med tre af Invictus Games deltagerne ved holdets sidste træningssamling i Invictus Games til september. Foto: Anders V. Fridberg / Forsvaret
Af Forsvarskommandoen
H.K.H. Kronprinsen fik mulighed for at vise, at han både er en habil bueskytte og en endda temmelig god bordtennisspiller, da han søndag besøgte den sidste træningssamling for det hold, der skal repræsentere Danmark ved Invictus Games i Düsseldorf til september. Træningssamlingen fandt sted på Idrætscenter Danmark i Vejen.
Invictus Games er et multisportsstævne for fysisk og psykisk skadede veteraner. Stævnet er skabt af den britiske prins Harry og blev afholdt for første gang i 2014 og afvikles i år for 6. gang. Legene omfatter i alt ca. 500 fra 22 nationer, der skal konkurrere i 10 forskellige sportsgrene. I det danske program er der primært fokus på deltagernes rehabilitering og personlige udvikling. De sportslige resultater kommer i anden række.
”Jeg ved, at det betyder meget for deltagerne, at kronprinsen prioriterer at besøge træningssamlingen. Det er en fornem anerkendelse af deltagernes indsats,” siger brigadegeneral Jesper Momme, der er chef for Forsvarets Sanitetskommando.
Bob Thaarup instruerer Kronprinsen, inden han skød en serie pile. Foto: Anders V. Fridberg / Forsvaret
Kronprinsen, der går på jagt med bue, fik en introduktion til og skød et par pile med den buetype, som deltagerne ved Invictus Games skyder med af Bob Thaarup.
”Det kommer jeg til at huske længe. Det var virkelig en stor og god oplevelse. Han er jo en dygtig bueskytte med en anden buetype. Det betyder meget, at han værdsætter det, vi har været igennem, og det vi har opnået her i projektet. Hans interesse for Invictus er større, end jeg havde regnet med. Det virker virkelig som om, at han værdsætter hele holdets indsats frem mod målet,” siger Bob Thaarup.
I forlængelse af skydningen kastede Kronprinsen sig ivrigt ud i en doublekamp i bordtennis med tre af de danske spillere. Trods en god indsats af Kronprinsen og hans makker, Jakob Wiedemann, vandt makkerparret Eric Larsen og Peter Penner Ustrup i tre sæt.
”Det var en kæmpe fornøjelse at spille med Kronprinsen. Han lever sig jo ind i det. Han er FUT-nørd lige som os andre, og det var fedt, at han lige ville spille et ekstra sæt. Det er en fed støtte, at han kommer her, og at han holder øje med os fra sidelinjen,” siger Jakob Wiedemann.
Efter bueskydning og bordtennis talte Kronprinsen med flere af deltagerne for at høre deres historier og hvordan de har udviklet sig, siden de er blevet en del af Invictus Games programmet. Foto: Anders V. Fridberg / Forsvaret
Efter idrætsaktiviteterne talte Kronprinsen med flere af deltagerne og ønskede hele holdet god tur.
”Kronprinsens besøg er en anerkendelse og et kæmpe klap på skulderen. Det betyder meget, særligt for gruppen her, der jo alle kommer fra Forsvaret, hvor der et tæt forhold til Kongehuset. At han kommer her er en moralbooster, og det er sådan en oplevelse, som knytter os sammen som hold, og som vi kan leve på længe. Han har plantet glæde hos deltagerne på en måde,” siger Jens Lunde, der er team manager i det danske Invictus Games program.
Invictus Games 2023 i Düsseldorf finder sted fra den 9. – 16. september. Danmark stiller med et hold på 21 deltagere.
Invictus Games er et multisportsstævne for fysisk og psykisk skadede veteraner. Stævnet er skabt af den britiske prins Harry og blev afholdt for første gang i 2014 og afvikles i år for 6. gang. Legene omfatter i alt ca. 500 fra 22 nationer, der skal konkurrere i 10 forskellige sportsgrene. I det danske program er der primært fokus på deltagernes rehabilitering og personlige udvikling. De sportslige resultater kommer i anden række.