Nyheder
Følg Forsvaret
Døgnrapport
Arrangementer
Forsvarets arealer
Publikationer
Forlig
10 Leopard 1 kampvogne er allerede i Ukraine og flere er på vej. De kan dermed blive en del af den offensiv, ukrainerne fortsat er i gang med. Arbejdet, der har stået på siden foråret, fortsætter ufortrødent. Træningen foregår i Tyskland, hvor danske kampvognsinstruktører samarbejder med det tyske forsvar om at uddanne besætninger og donere kampvogne til Ukraine.
Danske instruktører uddanner ukrainske kampvognsbesætninger i Tyskland. Foto: Nora Stone / Forsvaret.
Af Forsvarskommandoen
I februar 2023 fortalte fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen, at Danmark i samarbejde med Nederlandene og Tyskland ville donere et større antal Leopard 1A5-kampvogne til Ukraine som en del af det europæiske EUMAM-samarbejde. Donationen omfatter både renovering af kampvognene, der har holdt stille i en del år, og uddannelse af ukrainske kampvognsbesætninger.
Arbejdet er nu så langt, at de første 10 kampvogne er blevet sendt til Ukraine. Og flere er på vej. Yderligere 10 kampvogne er således leveret fra fabrikken.
“Det er en meget vigtig opgave. Danmark har sendt nogle af vores dygtigste kampvognsinstruktører til Tyskland for at træne ukrainerne i at få mest muligt ud af dette våbensystem. Og jeg er ikke i tvivl om, at det vil hjælpe dem til at vinde den forsvarskamp, som de kæmper lige nu,” siger chefen for Hæren, Gunner Arpe Nielsen i forbindelse med et besøg i det tyske øvelsesterræn, hvor uddannelsen foregår.
Se video af den danske uddannelse af ukrainske kampvognsbesætninger på Forsvarets YouTube-kanal.
Danske instruktører uddanner ukrainske kampvognsbesætninger i Tyskland. Foto: Nora Stone / Forsvaret.
De danske instruktører har ansvaret for den første del af ukrainernes uddannelse, hvorefter deres tyske kolleger overtager. Men hele forløbet foregår i tæt samarbejde med tolke fra flere lande og repræsentanter fra den tyske kampvognsindustri.
Og selvom uddannelsesforløbet er komprimeret i forhold til, hvordan man normalt uddanner en kampvognsbesætning hos Panserbataljonen ved Jydske Dragonregiment i Holstebro, så bliver der ikke gået på kompromis med kvaliteten.
”Der er ingen tvivl om, at den opgave de danske kampvognsinstruktører løser er med til at gøre en forskel i Ukraine. Sammen med Tyskland leverer Danmark næsten 100 kampvogne til Ukraine. Med den indsats vores dygtige og dedikerede instruktører yder gennem uddannelsen af ukrainske kampvognsbesætninger sikrer vi, at donationen bliver omsat til endnu en slagkraftig ukrainsk kapacitet til deres forsvarskamp,” siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen.
“Det vi er i gang med her giver 100% mening. Og vi går til opgaven fuldstændig, som når vi uddanner kampvognsbesætninger hjemme i Danmark. Uanset om det er danskere eller ukrainere vi uddanner, så skal kvaliteten være lige høj. Det er klart, at vi ikke har så god tid, fordi det er vigtigt, at de kommer tilbage til Ukraine og kan hjælpe deres kammerater i forsvaret af Ukraine. Men de er meget motiverede og de er gode til at lytte, så vi kan sagtens klæde dem godt på til den kamp, der venter dem,” siger stabschef ved Panserbataljonen, major Kim Fonseca.
Danske instruktører uddanner ukrainske kampvognsbesætninger i Tyskland. Foto: Nora Stone / Forsvaret
Leopard 1A5-kampvognene var operative i Forsvaret ind til 2005. I 1997 indkøbte Danmark 51 Leopard 2A4-kampvogne og derefter blev de ældre Leopard 1A5-modeller udfaset.
I 2010 solgte Danmark omkring 100 af de gamle kampvogne til Flensburger Fahrzeugbau Gesellschaft (FFG), hvor de har stået lige siden. Samtidig blev nogle få Leopard 1A5-kampvogne doneret til danske pansermuseer. Seks af dem har tre af de danske museer udlånt til Forsvaret, så uddannelsen af ukrainerne kunne begynde umiddelbart efter at beslutningen blev truffet.
De kampvogne, som skal renoveres, bliver leveret til ukrainerne løbende og vil blandt andet indgå i uddannelsen af ukrainske besætninger.
Størstedelen af de danske instruktører er soldater, der er tjenestegørende ved Jydske Dragonregiment, men der er også flere med, der har virke andre steder i Forsvaret. Der er også enkelte, som har forladt Forsvaret, men som har valgt at tage orlov fra deres civile job for at vende tilbage til Forsvaret og hjælpe med at uddanne ukrainerne.
Både de militære og de civile har det til fælles, at de alle har stor erfaring med Leopard 1A5-kampvognen. Og de fleste af dem har kørt kampvognen på skarpe missioner i en række af de indsættelser Forsvaret har været igennem årene.