Søværnets dykkertjeneste støtter ved Farsund i Norge.

Søværnets dykkertjeneste støtter ved Farsund i Norge. Foto: epoke.org

Af Forsvarskommandoen

 

Søværnets minerydningsenhed MCM Danmark og Søværnets dykkertjeneste bidrager i øjeblikket til eftersøgning af objekter ved Farsund i Norge, hvor der søges efter vragdele fra Christian d. 2's skib Maria, der forliste i 1531.

 

Derudover er HDMS Thetis indsat som repræsentant for Danmark og Søværnet.

 

dykker på vej i vandet

Foto: Frederikke Frederiksen / Forsvaret

Andet skib i flådens historie

Den danske flåde har sin grundlæggelse i 1510 under regering af Kong Hans. Hans søn, Christian d. 2, der mistede tronen til sin farbror, ville generobre og skabe et dansk-norsk-svensk rige under sin ledelse. Men da han i efteråret 1531 sejler mod Norge med en større flådestyrke, går det galt, og han mister blandt andet skibet Maria.

 

Ombord var vigtige ressourcer, som muligvis kunne have ændret historiens gang og forliset menes at have sat det endelige punktum for Kalmarunionen. Det er det skib, som Søværnet nu er med til at lede efter vragdele fra.

 

Grundet de barske vejrforhold i søgeområdet, samt at der er gået 500 år siden forliset, forventes det ikke at være muligt at kunne finde et intakt vrag. Dog er der ambitioner om at finde så mange dele som muligt, så de kan bjærges, dateres, konserveres og udstilles. På den måde kan nuværende og fremtidige generationer bevidne, hvad der skete, da fundamentet for det moderne Skandinavien blev grundlagt.

 

Engelen og Maria var de to første orlogsskibe i den dansk-norske marine, og dermed starten på verdens ældste flåde. Engelen brændte i 1518, hvorfor et fund af dele fra Maria vil give mulighed for at udstille og fortælle historien om grundlæggelsen.

 

Eftersøgning i norge

Foto: Frederikke Frederiksen / Forsvaret

Indsættelse i eftersøgningen

I flere år har forskningsgruppen Epoke været i gang med at kortlægge, hvad der skete med skibet. Der ligger mange års akademisk arbejde bag, og nu er den reelle eftersøgning i gang.

 

I den forbindelse støtter blandt andre det danske Søværn og det norske Sjøforsvaret med kapaciteter. Søværnet bidrager med højteknologisk udstyr og personel, hvilket sandsynliggør, at enhederne i fællesskab kan komme et skridt tættere på at få afdækket historiens gang.

 

Indsættelsen af Søværnets kapaciteter bidrager samtidig til at træne personel og anvende udstyr i et andet miljø end sædvanligt, og samtidig kan det kobles sammen med allerede planlagt træning. Samarbejdet med Sjøforsvaret forstærker de gode relationer, der allerede er i Norden.

 

Søværnets minerydningsenhed og Søværnets dykkertjeneste har i de seneste uger været i gang med eftersøgningen blandt andet med hjælp fra undervandsdroner, som via sonarteknologi er med til at kortlægge, hvad der befinder sig på havbunden.

 

Når Thetis sejler tilbage mod Danmark søndag bliver det med nogle af de fund, der er blevet gjort ved Farsund i Norge, som skal til videre undersøgelse på Mosgaard Museum i Aarhus.

 

Du kan løbende læse mere om projektet på Epoke.org.