F-16 pakket og klar til læsning.

Det første fly gjort klar til transport. Foto: FMI

Af Forsvarsministeriets Materiel og Indkøbsstyrelse

 

Der var god stemning på Flyvestation Aalborg, da den første del af leverancen af F-16 til Argentina blev læsset. Det store transportfly, som skal flyve afsted med den første sending, er et argentinsk transportfly, hvis besætning har taget turen over Atlanten for at hente det første danske F-16 fly hjem. Der er dog ikke tale om et operativt F-16 fly, men derimod en såkaldt teknisk træner, hvilket er et ikke flyvedygtigt kampfly, som skal anvendes til brug for træning af de argentinske flymekanikere.

 

 

 

På den måde kan det argentinske flyvevåben allerede nu begynde at tage hul på arbejdet med at opbygge en kampflykapacitet samt påbegynde træningen af støttepersonel.

 

”Jeg er utrolig stolt på Forsvarets og i særlig grad på FMI´s vegne over, at vi har kunne indgå den her aftale med Argentina. Det viser, at vi tænker strategisk i forbindelse med udfasningen af F-16 samtidig med, at vi kan tjene penge på salget og støtte en vigtig samarbejdspartner i at opbygge en kampflykapacitet. Det er en kæmpe succes for alle parter,” fortæller oberst Klaus Qvist, chef for den luftmilitære afdeling i FMI.

 

ET-210

F-16 flyet, som nu er ombygget til anvendelse som teknisk træningsfly til flymekanikere, har halenummeret ET-210. Fra dansk side er dette et helt særligt fly i og med ET-210 var det fly, som blev stillet til rådighed som et såkaldt chase-fly på Edwards Air Base i USA i forbindelse med den danske deltagelse i F-35 programmet.

 

Første operative fly i 2025

Leveringen af de første operative F-16 sker ikke før i 2025, hvor Argentina modtager de første seks operationelle kampfly, i takt med at Danmark modtager yderligere F-35. Derefter leveres seks F-16 fly om året frem til og med 2028.