grafik om logokonkurrence

Grafik: Flyvevåbnet

Af Flyverkommandoen

 

Er du den kreative sjæl, der kan fusionere Flyvevåbnets historie og identitet i et grafisk enkelt jubilæumslogo, så har du muligheden for at vinde en VIP-dag på Flyvestation Karup med ledsager og en flyvetur i skoleflyet T-17.

 

Hvem kan deltage?

Alle borgere og Forsvarets medarbejdere kan deltage.

 

Tidsfrist:

Fristen for indsendelse af forslag i elektronisk form er den 1. april 2025 kl. 1200.

 

Sådan findes vinderen:

Jubilæumskomitéen udvælger et passende finalefelt, der præsenteres for Chefen for Flyvevåbnet.

 

Bidragene vil blive vurderet på:

  • Et klart budskab der signalerer 75 års jubilæum.
  • Kreativitet i et enkelt design.

 

Chefen udvælger den endelige vinder, der offentliggøres den 11. april 2025.

 

Såfremt der ikke indgår et tilfredsstillende antal forslag og/eller, at der ikke findes et passende finalefelt, som indfrier betingelserne, forbeholder Flyvevåbnet sig ret til ikke at udvælge en vinder.

 

Præmie

Præmien er en VIP-dag med ledsager på Flyvestation Karup med afsluttende flyvning i et T-17 skolefly for vinderen.

 

Konkurrenceregler

  • Du kan indsende alle de forslag, som du har lyst til.
  • Ved indsendelsen skal du bekræfte, at dit logo er resultatet af din personlige kreativitet, ikke krænker andres ophavsret, eller er tilvejebragt via værker eller designelementer, der tilhører tredjepart.
  • Flyvevåbnet forbeholder sig ret til at afvise bidrag, som ikke opfylder konkurrencens krav.
  • Flyvevåbnet forbeholder sig ret til at afslutte konkurrencen, uden at der udpeges en vinder.

 

Kriterier for designet

Logoet skal opfylde følgende kriterier for design:

 

Den visuelle idé skal være enkel og fusionere Flyvevåbnets historie og identitet, og der skal anvendes et afdæmpet farveudtryk.

 

Vi ønsker følgende elementer indarbejdet i jubilæumslogoet, så det indeholder:

  • Ordet ”FLYVEVÅBNET” eller forkortelsen ”FLV”.
  • Tallet ”75” samt årstallene 1950-2025.
  • Flyvevåbnets rød/hvid kokarde (hel eller delvis)
  • Flyvevåbnets lyseblå farve må gerne være fremtrædende (Pantone 2171 C, DMYK  69/24/0/0, RGB 72/159/216, Hex 489ed8).
  • Ved anvendelse af typografi bruges VERDANA.

 

Tekniske kriterier

Forslag skal leveres som vektorgrafik .eps, som pdf og som .png (transparent) – i en opløsning, så det kan bruges både som lille logo på et brev og som stort logo på en roll-up.

 

Sådan deltager du

Du deltager i konkurrencen ved at indsende dit forslag til FKO-KTP-F-LOGO75@mil.dk inden tidsfristens udløb.

 

Når du indsender dit forslag, accepterer du samtidig, at dit logo må bruges til præsentation i Flyvevåbnet i forbindelse med behandling af konkurrencen.

 

Du accepterer, at du ikke har ret til at anvende dette logo på nogen anden måde, mens konkurrencen afholdes. Bortset fra denne indskrænkelse i rettigheder for brug forbliver alle øvrige former for ophavsret dine, medmindre du vinder.

 

Såfremt du vinder logo-konkurrencen, kan dit logo anvendes bredt på en række jubilæumsmaterialer, herunder ærmemærke, klistermærker, mailsignaturer, power point præsentationer, hjemmeside og lignende. I tilfælde heraf skal du acceptere den fulde overdragelse af samtlige ophavsrettigheder.