Nyheder
Følg Forsvaret
Døgnrapport
Arrangementer
Forsvarets arealer
Publikationer
Forlig
Forsvarsministeren har i dag orienteret forligskredsen om, at der på forsvarschefens anbefaling skal fremrykkes og købes en række nye kapaciteter til Forsvaret. Kapaciteterne beløber sig til ca. 12 mia. kr. frem til 2033 og finansieres med midler fra Accelerationsfonden.
Forsvarschef Michael Hyldgaard og forsvarsminister Troels Lund Poulsen præsenterer fremrykningen. Foto: Anders V. Fridberg / Forsvaret
Af Forsvarsministeriet
Opbygningen af dele af den tunge brigade fremrykkes med 3-5 år og potentielt køb af to lufttankningsfly. Det er nogle af de initiativer, som på baggrund af forsvarschefens indstilling nu igangsættes.
Det har forsvarsminister Troels Lund Poulsen i dag orienteret forligskredsen om.
”Vi står i en ændret sikkerhedspolitisk virkelighed, og derfor skal vi også have hurtigere gang i opbygningen af Forsvarets kampkraft, så vi øger det nationale forsvar og den kollektive afskrækkelse. Forsvarschefen har indstillet en række forslag til en første udmøntning af midler i Accelerationsfonden, og dem skal der nu leveres på. For uanset om vi styrker eksisterende kapaciteter, skaffer noget tidligere eller bygger nyt op, så er det alt sammen med det ene formål hastigt at styrke Forsvarets kampkraft,” siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen.
Forsvarschefen har bl.a. indstillet forslag til en første udmøntning af Accelerationsfonden på ca. 4,7 mia. kr. i perioden 2025-2033, som skal fremrykke opbygningen af den tunge brigade, herunder følgende elementer:
”Accelerationsfonden muliggør blandt andet beslutninger, der fremrykker allerede planlagte kapaciteter og opbygger nye kapaciteter. Herved styrkes hastigheden i opbygningen af Forsvarets kampkraft og Forsvarets mulighed for at skabe sikkerhed for Kongeriget, hvilket er essensen med Accelerationsfonden,” siger fungerende forsvarschef Michael W. Hyldgaard.
Derudover har forsvarschefen indstillet, at Danmark bliver partner i det såkaldte Multinational MRTT Fleet (MMF)-samarbejde ved indledningsvis at tilkøbe flyvetimer til lufttankning. Endvidere påbegyndes forhandlinger med den ambition at købe en andel svarende til to lufttankningsfly. En eventuel dansk deltagelse estimeres at beløbe sig til cirka 7,4 mia. kr. i perioden 2025-2033.
”Det er en kapacitet, der vil kunne styrke luftforsvaret af Danmark og Kongeriget – og øge kampkraften for det danske forsvar inklusiv vores nationale operative behov. Lufttankningskapaciteten skaber eksempelvis forudsætningen for operationer med kampfly i Arktis og Nordatlanten. Ydermere er der et godt potentiale for nordisk samarbejde på området,” siger Troels Lund Poulsen.
Der er med Aftale om styrkelse af Forsvarets kampkraft afsat 50 mia. kr., heraf 25 mia. kr. i hhv. 2025 og 2026, i Accelerationsfonden til hurtigere opbygning af Forsvarets kampkraft.
Der er herudover afsat en ramme på 10 mia. kr. årligt i perioden 2027-2033 til at håndtere de udgifter, der følger af beslutninger truffet som en udløber af Accelerationsfonden, herunder nye anskaffelser, mere personel, bygninger m.v.
Multinational Multi-Role Tanker Transport Fleet (MMF) er et multinationalt samarbejde, hvor flere europæiske NATO-lande samler deres behov for lufttankning og strategisk lufttransport ved i fællesskab at operere en lufttankningskapacitet fra europæiske flybaser.