[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

Inspektionsskibet HVIDBJØRNEN, der siden tirsdag morgen har forfulgt det franske fiskeskib BRUIX, har for kort tid siden afsluttet forfølgelsen, ved grænsen til britisk territorialfarvand. BRUIX forventes at anløbe en skotsk havn senere på dagen.

BRUIX er under stærk mistanke for at have drevet ulovligt fiskeri inden for det færøske fiskeriterritorium. Mistanken er bestyrket af skibets bevægelser i området, fund af fiskegrejer og ikke mindst af skibets adfærd efter HVIDBJØRNENs ankomst til området, og der er efter Færøernes Kommandos opfattelse tale om en klar overtrædelse af den færøske fiskerilovgivning.

Trods adskillige henstillinger samt anden myndighedsudøvelse i de forløbne mange timer har BRUIXs fører nægtet at efterkomme anmodningen om at følge med inspektionsskibet til Tórshavn for det videre retslige forløb. I forbindelse med forsøget på at tvinge BRUIX til at efterkomme inspektionsskibschefens ordrer har de to skibe haft en mindre kollision, med mindre materiel skade til følge.

Nu har HVIDBJØRNEN afsluttet forfølgelsen, og føreren af BRUIX er – på baggrund af det foreliggende bevismateriale – sigtet for overtrædelse af den færøske fiskerilovgivning.
Den skotske fiskerikontrol vil med en af sine enheder overvåge BRUIX's videre bevægelser.  
Det videre sagsforløb gennemføres af Politimesterembedet i Tórshavn, assisteret af relevante myndigheder bl.a. i Skotland, Frankrig og Danmark.

Chefen for Færøernes Kommando udtaler:
“Selv om vi aller helst havde set, at BRUIX til sidst ville samarbejde om sagens opklaring ved at følge med til retsforfølgelse i Tórshavn, er det en god sag, som viser, at det giver mening at drive overvågning og fiskerikontrol i det færøske område.

Jeg er særdeles tilfreds med den måde inspektionsskibet har ageret på, og er også glad for det gode samarbejde bl.a. med færøske og skotske myndigheder, samt med politiet, denne sag har sat fokus på.”

Efter afslutningen af sagen genoptager HVIDBJØRNEN sin øvrige opgaveløsning omkring Færøerne.