Balkan – UNPROFOR, UNCRO og UNPREDEP

Omkring 1990 opstod et helt nyt verdensbillede. Sovjetunionen gik i opløsning, og USA stod tilbage som verdens eneste supermagt. De kommunistiske regimer i Østeuropa faldt som dominobrikker. En myriade af nye stater opstod i Østeuropa og i det tidligere Sovjetunionen. Ligesom Sovjetunionen havde Jugoslavien været et kommunistisk land, men det var desuden sammensat af mange forskellige etniske grupper, der var stærkt uenige om, hvordan Jugoslavien skulle deles op. Det første sted, hvor der var brug for FN-soldater, var i et af de nye lande, nemlig Kroatien. Her havde der i 1991 været kampe mellem landets kroatiske og serbiske indbyggere, og en del områder var kommet under serbisk kontrol. Det lykkedes FN at få forhandlet en våbenhvile på plads. I april 1992 rejste omkring 900 danske soldater til Kroatien for at deltage i FN-missionen United Nations Protection Force (UNPROFOR), der skulle operere i de serbisk besatte områder – der blev betegnet United Nations Protected Areas (UNPA).

Borgerkrig i Bosnien

Uroen i det tidligere Jugoslavien spredte sig i 1992 til Bosnien, der havde erklæret sig selvstændigt samme år. De bosniske serbere nægtede at være med i en stat sammen med bosniske kroater og muslimer, og der udbrød krig mellem de tre befolkningsgrupper. Ret hurtigt erobrede de militært overlegne serbere 70 procent af landet, mens muslimerne var isoleret i små enklaver. Derfor besluttede FN at udvide UNPROFOR til også at omfatte Bosnien.

En ny FN-styrke blev stablet på benene. Dens opgave var at eskortere nødhjælpskonvojer, der ofte blev udsat for chikane og beskydning fra krigens forskellige parter. Danmarks bidrag til denne opgave var i første omgang et hovedkvarterskompagni på 142 mand, som fik base i Kiseljak uden for hovedstaden Sarajevo. Hovedkvarterskompagniet begyndte sin mission i oktober 1992. Diplomatiet arbejdede forgæves på at få fred i Bosnien, og i 1993 besluttede FN at udvide aktiviteterne i Bosnien til at omfatte seks sikre zoner, hvor flygtningenes sikkerhed var garanteret af FN. En af zonerne – Tuzla – skulle beskyttes af en nordisk bataljon - NORBAT II. Danmarks betingelse for at være med i NORBAT II var, at danske kampvogne skulle være en del af styrken. Selv om den ene våbenhvile afløste den anden i Bosnien, fortsatte kampene i landet, og derfor forlangte Danmark, at FN-soldaterne skulle have hærens tungeste våben med, så de kunne svare ordentligt igen, hvis de blev angrebet. Det var noget helt nyt i FN’s fredsbevarende operationer med så svære våben, og det krævede lange og svære forhandlinger for at få FN med på ideen. Bagefter gjorde serberne alt for at forsinke kampvognenes ankomst til Bosnien. Først i januar 1994 nåede ti danske Leopard-kampvogne frem til Tuzla. Her blev kampvognene på grund af deres hvide farve døbt Sneleoparderne.

Danmark sendte også FN-observatører af sted til både Kroatien, Bosnien og Makedonien. I Makedonien støttede Danmark indsatsen med en mindre styrke soldater på omkring 50 mand i en fælles nordisk bataljon. Den var med i en mission, som skulle forebygge, at den tidligere jugoslaviske republik Makedonien blev trukket med i de mange stridigheder i nabolandene. Den nordiske bataljon var overvejende finsk og anvendte finske pansrede køretøjer af typen SISU. Soldaterne fra Norge, Sverige og Danmark udgjorde i fællesskab en skandinavisk underafdeling i bataljonen, som i øvrigt var rigt udstyret med finske saunaer i lejre og på observationsposter. Missionen var en succes, da det lykkedes at forhindre Balkankrigens spredning ind i Makedonien under UNPREDEP-perioden. UNPREDEP ophørte, da Kina i FN´s Sikkerhedsråd nedlagde veto mod at forlænge missionens mandat ud over den 28. februar 1999. Hovedstyrken af det danske kompagni vendte hjem til Danmark den 23. marts 1999.

Kampvogne i baghold

De danske og svenske soldater i den nordiske bataljon i Tuzla arbejdede hårdt for at få et godt samarbejde med alle parter i konflikten i deres ansvarsområde, men de bosniske serbere var meget mistroiske overfor for FN-soldaterne. I april 1994 blev forholdet til de bosniske serbere meget køligt, efter at NATO-fly på FN’s anmodning havde bombet bosnisk-serbiske stillinger et andet sted i Bosnien. Næsten hver dag regnede bosnisk-serbiske granater ned over lufthavnen i Tuzla, som den nordiske bataljon skulle holde åben. Den 29. april 1994 angreb man en observationspost med svenske FN-soldater i bjergene. Sneleoparderne rykkede om aftenen ud for at komme svenskerne til undsætning, men de blev også beskudt, selv om de var hvidmalede og havde FN-bemaling. Den danske næstkommanderende i bataljonen, oberstløjtnant Lars R. Møller, gav kampvognene ordre til at skyde igen. Ifølge FN’s mandat måtte FN-soldaterne gerne åbne ild i selvforsvar. Selv om de befandt sig i en bosnisk-serbisk regn af granater og missiler, fik kampvognene ram på en række bosnisk-serbiske bunkere og panserværnskanoner, og efterhånden stilnede kampen af. Da kampvognene ville trække sig tilbage, angreb de bosniske serbere på ny. De skød med alt, hvad de havde. Straks svarede kampvognene igen, og slaget fortsatte, indtil en kæmpeeksplosion oplyste den bosniske nat. En kampvognsgranat havde truffet et bosnisk-serbisk ammunitionsdepot, og det fik de bosniske serbere til at standse med at skyde. Det var første gang, at en FN-styrke havde sat sig så voldsomt til modværge, og danske Lars Møller og sneleoparderne blev verdenskendte. Kampens voldsomhed og de bosniske serberes store tab gjorde, at samarbejdet mellem den nordiske bataljon og de bosnisk-serbiske myndigheder og militære enheder blev forpestet i resten af missionens levetid. Forinden havde FN-styrken ellers arbejdet hårdt på at vinde de bosniske serberes tillid.

1. 1
2. 2
3. 3
4. 4
5. 5
6. /
7. 4

Hovedvagten a-coy (Kroatien) juli/august 1992. Foto: Forsvarets Oplysnings- og Velfærdstjeneste.

Sarajevo 1993: Danske FN-soldater på vagt under udenrigsminister Uffe Ellemand Jensens besøg. Foto: Forsvaret.

FN-missionen UNPREDEP i Makedonien. Foto: Per Amnitzbøl Rasmussen/Forsvaret.

Kroatien september 1995: Dansk pansret mandskabsvogn efter et angreb på en dansk lejr. Foto: Forsvaret.

Sammenbrud i Kroatien

Den danske indsats på Balkan indeholder også en række sorte kapitler – og fire danske soldater mistede livet, mens de var udsendt på FN-missionen i Kroatien.

Den første var en FN-observatør, der i april 1994 kørte på en mine. I det hele taget blev situationen i Kroatien mere og mere tilspidset. Kroaterne ventede bare på, at de var stærke nok til at angribe de serbiske områder, mens serberne i de FN-beskyttede zoner var irriterede på FN-soldaterne over, at de var for svage til at forsvare dem mod et eventuelt kroatisk angreb. De holdt efterhånden op med at respektere FN-soldaterne og gjorde, som det passede dem.

I 1995 kom den kroatiske invasion. Den danske bataljon var spredt over et stort område, og på flere steder blev danskerne fanget i hårde kampe. Den 4. august forsøgte en dansk sergent at stoppe kroatiske soldater, som beskød deres observationspost, men han blev dræbt af deres skud. Den 8. august havde kroaterne indtaget de serbiske områder. Læs mere om det kroatiske angreb i medarbejdermagasinet Honnør.

Der var ikke længere behov for FN-missionen. Mens den danske bataljon var ved at pakke sine lejre ned på grænsen mellem Bosnien og Kroatien, blev den ramt af en ny tragedie. Den 18. og 19. september 1995 angreb den kroatiske hær ind i Bosnien fra områder i Kroatien ganske tæt på de danske lejre. Det fik de bosniske serbere til at skyde direkte ind i de danske lejre. To danske soldater mistede livet, og 13 blev såret. FN-styrken i Kroatien var ikke lige så godt udrustet, som den nordiske bataljon i Bosnien. Derfor kunne soldaterne ikke gøre andet end at søge ly i beskyttelsesrum og være klar til at forsvare lejrene.

Også borgerkrigen i Bosnien fik en voldsom afslutning. De bosniske serbere indtog i juli 1995 den sikre zone Srebrenica og begik en massakre mod bosniske muslimer, uden at de letbevæbnede hollandske FN-soldater kunne gribe ind. Samme måned blev det danske hovedkvarterskompagni i Sarajevo pludselig beskudt med granater, mens det var ved at grille, og de fleste af soldaterne stod udendørs. En dansk soldat blev hårdt såret. NATO-landene besluttede, at de ville tvinge de bosniske serbere til forhandlingsbordet og standse deres optrapning af krigen. I tre uger bombede NATO-fly bosnisk-serbiske stillinger, indtil de accepterede det internationale samfunds betingelser. 12. oktober 1995 kom der endelig en stabil våbenhvile, som stoppede blodsudgydelserne. Det førte til Dayton-aftalen, hvor parterne gik med til, at en NATO-styrke afløste FN-soldaterne i Bosnien. Denne NATO-styrke blev senere benævnt IFOR (Implementation Force).