Bosnien - IFOR

NATO overtager: Vejen til fred

Igennem 1995 fortsatte de diplomatiske forsøg på at finde en fredsløsning på konflikten i det tidligere Jugoslavien. Den diplomatiske indsats blev i løbet af sommeren styrket med amerikansk penduldiplomati under ledelse af viceudenrigsminister Richard Holbrooke. Forhandlingerne foregik på baggrund af en samlet fredsplan, som tidligere havde været drøftet i kontaktgruppen og i EU, og den 5. oktober kunne USA’s præsident Bill Clinton meddele, at de stridende parter i Bosnien-Hercegovina var enige om at indgå en våbenhvile. Serbien, Kroatien og Bosnien-Hercegovina havde samtidigt accepteret at deltage i fredsforhandlinger i USA. Sideløbende med forhandlingerne planlagde NATO en operation i Bosnien-Hercegovina for det tilfælde, at en fredsaftale blev indgået. NATO-rådet godkendte den 11. oktober de overordnede principper for en sådan operation, og de militære hovedkvarterer gik herefter i gang med den operative planlægning.

Fredsforhandlingerne indledtes i Dayton, Ohio, den 1. november 1995. Den 10. november underskrev parterne en aftale om styrkelse af den bosnisk-kroatiske føderation og den 12. november en rammeaftale om Østslavoniens genindlemmelse i Kroatien, hvor FN skulle stå for en overgangsadministration i et år.

Dayton-fredsaftalen

En samlet fredsaftale for Bosnien-Hercegovina blev færdigforhandlet og tiltrådt af konfliktens parter den 21. november. Aftalen indeholder en forpligtelse for parterne til at indgå fred samt en lang række underaftaler, der skal sikre opbygningen af et sikkert, stabilt og demokratisk Bosnien-Hercegovina. Fredsaftalen indeholder også bestemmelser om regionale tillidsskabende foranstaltninger og våbenkontrol, der skal medvirke til, at krigen ikke blusser op igen.

Aftalens militære bestemmelser forpligtede parterne til blandt andet at trække deres tropper tilbage fra våbenstilstandslinjen og etablere demilitariserede adskillelseszoner inden 30 dage (D+30). Ligeledes skulle de rømme de områder, der skulle overdrages til modparten efter den aftalte fordeling af territoriet inden 45 dage (D+45). En multinational NATO-ledet fredsimplementeringsstyrke, IFOR (Implementation Force), blev indsat til sikring af fredsaftalens overholdelse. Parterne forpligtede sig til at samarbejde med fredsstyrken i fuldt omfang.

Fredsstyrkens sammensætning måtte afspejle et bredt internationalt engagement i det fortsatte arbejde for fred i Bosnien-Hercegovina. Styrken skulle derfor omfatte tropper fra såvel NATO-lande som partnerskabslande og andre lande uden for NATO, sidstnævnte primært muslimske lande. Målsætningen var, at op til en fjerdedel af den samlede styrke på ca. 60.000 mand skulle komme fra ikke-NATO lande. I den indledende fase af operationen skulle styrken primært bestå af enheder fra den hidtidige FN-styrke UNPROFOR, der allerede var til stede i Bosnien-Hercegovina og hurtigt kunne overføres til NATO-kommando.

For NATO var arbejdet med etablering af fredsstyrken en fortsættelse og et resultat af PfP-samarbejdet (Partnership for Peace). Det var af stor betydning at sikre deltagelse fra Rusland og de øvrige partnerskabslande, da deltagelse fra disse lande ikke alene ville have stor betydning for det videre praktiske samarbejde inden for PfP, men også generelt ville tjene til at styrke det politiske og militære samarbejde med disse lande. Fredsstyrkens etablering havde således vidtrækkende perspektiver for den sikkerhedspolitiske udvikling i Europa. Ved udgangen af 1995 havde 14 ikke-NATO lande, herunder Rusland, udtrykt interesse for at deltage i fredsstyrken, og der var forventning om, at flere lande ville rejse spørgsmålet om mulig deltagelse på et senere tidspunkt.

Fredsaftalen for Bosnien-Hercegovina blev formelt underskrevet af parterne ved en ceremoni i Paris den 14. december 1995, og dagen efter vedtog FN's Sikkerhedsråd mandatet for den multinationale NATO-ledede fredsstyrke. NATO-rådet gav herefter den 16. december 1995 sin endelige tilslutning til den operationsplan, som havde været under udarbejdelse i flere måneder. Samtidigt blev der truffet formel beslutning om, at fredsstyrken skulle udsendes hurtigst muligt, og efter en hurtig indsættelse af dele af fredsstyrken i dagene herefter kunne NATO den 20. december 1995 overtage ansvaret for de internationale militære operationer i Bosnien-Hercegovina fra FN-styrken i området.

Fredsaftalens civile aspekter

Implementeringen af den civile del af fredsaftalen og aftalens afsnit om våbenkontrol og tillidsskabende foranstaltninger blev fulgt op af en række konferencer i december 1995. På en konference i London den 8.-9. december 1995 drøftedes implementeringen af fredsaftalens civile dele, og den 18. december indledte man på en konference i Bonn forhandlinger om våbenkontrol og tillidsskabende foranstaltninger. Den blev ledet af Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE). Endelig arrangerede Verdensbanken og EU-Kommissionen den 20.-21. december et indledende møde i Bruxelles om behovet for økonomisk bistand til den fysiske genopbygning af de krigshærgede områder.

 

Danmark bidrager til fredsstyrken

I løbet af efteråret blev overvejelserne om mulig dansk deltagelse i en NATO-ledet fredsstyrke indledt. Et særligt forhold var, om det ville være muligt at fortsætte det hidtidige nordiske samarbejde og udsende fælles enheder, når det direkte ansvar for operationerne skiftede fra FN til NATO. Muligheden for at deltage i fredsstyrken i nordisk regi blev fra oktober 1995 drøftet mellem de nordiske lande. Et vigtigt element var spørgsmålet om den nordiske FN-styrke ved Tuzla, og hvilken rolle denne styrke skulle spille, hvis der blev opnået en fredsaftale for Bosnien-Hercegovina, og hvis NATO overtog ansvaret for implementeringen af aftalens militære aspekter. Endvidere blev det drøftet, hvordan eventuelle nordiske bidrag bedst kunne indpasse i den forventede styrkestruktur. Udgangspunktet var, at fredsstyrken ville omfatte en amerikanskledet division i området nord for Sarajevo og omkring Tuzla, en britiskledet division i det vestlige Bosnien-Hercegovina mellem Sarajevo og Bihac, samt en franskledet division omkring Sarajevo og i det østlige Bosnien-Hercegovina.

Holdningen blandt de nordiske lande var, at et fælles nordisk bidrag med fordel kunne forblive i Tuzla-området. I dette område var der allerede investeret betydeligt i at skaffe fornøden lejrkapacitet og anden infrastruktur, og styrken havde et indgående lokalkendskab. Dette ville være af stor betydning i en NATO-ledet operations indledende faser. Herved ville en nordisk styrke forventeligt skulle knyttes til den amerikanskledede division, og det blev besluttet at undersøge muligheden for at etablere en fælles brigadestruktur med danske, norske, svenske og finske enheder samt så vidt muligt enheder fra andre lande sammen med de amerikanske enheder i divisionen. Under de videre overvejelser om dansk deltagelse i en fælles brigade forekom det naturligt, at et evt. dansk bidrag skulle afspejle størrelsen af det hidtidige bidrag til FN's indsats i det tidligere Jugoslavien. Hertil kom, som en særlig positiv faktor, muligheden for at bidrage aktivt til at opretholde den fremdrift i fredsprocessen for Bosnien-Hercegovina, som var ved at være etableret.

Det blev besluttet, at et dansk bidrag til fredsstyrken skulle omfatte enheder, som allerede var indsat ved FN-styrkerne i det tidligere Jugoslavien samt yderligere enheder fra Danmark. Styrken skulle sammensættes af enheder, der ville være i stand til at håndhæve og i givet fald gennemtvinge efterlevelse af fredsplanens bestemmelser på det lokale niveau. Denne målsætning måtte forventes afspejlet i styrkens magtbeføjelser og i den taktiske anvendelse af enhederne. De potentielt vanskelige vilkår for fredsstyrken og kravene til enhedernes formåen medførte, at det blev anset for mest hensigtsmæssigt at samle et evt. dansk bidrag i færre men større enheder frem for et større antal mindre og geografisk spredte bidrag. Større enheder ville i sig selv umiddelbart have rådighed over den samlede vifte af egenskaber, som opgaverne krævede, hvorved afhængighed af andre - og dermed også sårbarhed - ville mindskes.

Folketinget gav den 15. december 1995 sin tilslutning til, at danske enheder kunne indgå i den NATO-ledede fredsstyrke. Folketingets tilsagn omfattede i hovedtræk udsendelse af godt 800 danske soldater i form af en bataljon og et hovedkvarterskompagni til en fælles nordisk-­polsk brigade (NORDPOLBDE). I de øvrige nordiske lande og i Polen blev der truffet beslutning om tilsvarende styrkebidrag, og den forudsete nordisk-polske brigade var en realitet. Fra dansk side ønskede man at knytte baltiske delinger til den danske bataljon (DANBN), hvorved fredsstyrken afspejlede det nye regionale samarbejde rundt om Østersøen.

Som ventet var NATO indforstået med at anvende NORDPOLBDE i Doboj-området nordvest for Tuzla og at knytte brigaden til den amerikansk ledede division. Som første del af det danske styrkebidrag overgik kampvognseskadronen ved FN-styrkerne nær Tuzla til NATO-­kommando den 20. december 1995. Samtidig forberedte de øvrige dele af den danske bataljon og det danske hovedkvarterskompagni afrejse fra Danmark til Bosnien-Hercegovina.

Ved årsskiftet var danske militære enheder indsat i den første NATO-­ledede landoperation i alliancens historie, og for første gang siden 1991 var der nu realistiske udsigter til fred i det tidligere Jugoslavien.

1996:

»Ikke fred – men fravær af krig«

Dette var den amerikanske generalmajor William Lafayette Nashs afskedsord, da han i slutningen af november 1996 afgik som chef for Multinational Division North, som Den Nordisk-Polske Brigade (NORDPOLBDE) hørte til. Citatet kan ses som en overskrift for den internationale NATO-ledede fredsstyrkes første år i Bosnien-Hercegovina.

Situationen ved årsskiftet 1996 indledtes med den fortsatte gennemførelse af fredsaftalen. Den internationale fredsstyrke var ved årets start på vej ind i Bosnien-Hercegovina for at adskille parterne og overvåge efterlevelsen af Dayton-aftalens militære bestemmelser.

Det viste sig hurtigt, at tilstedeværelsen af implementeringsstyrken (IFOR) var den rette forudsætning for parternes tilbagetrækning af styrker fra den tidligere frontlinje. Efter en del justeringer blev frontlinjen til den linje, der opdeler Bosnien-Hercegovina i de to enheder: Føderationen Bosnien-Hercegovina og Republikken Srpska. De førhen stridende parter begyndte straks tilbagetrækningen, men det viste sig, at parterne ikke havde kapacitet til at kunne overholde Dayton-aftalens krav om tilbagetrækning inden den 19. januar. I Sarajevo blev de bosniske serberes tilbagetrækning fra flere bydele udsat ved en særaftale. IFOR forlængede ved flere lejligheder de fastsatte frister for tilbagetrækning, fordi det ikke var uvilje men tekniske problemer, der forårsagede forsinkelserne.

Omkring midten af året var de stridende parters materiel og personel trukket tilbage til depotområder, der var godkendt af IFOR. Den første del af IFOR's militære opgave var dermed løst.

Det var vanskeligt at opretholde princippet om bevægelsesfrihed i hele Bosnien-Hercegovina. IFOR gjorde en stor indsats for at løse problemer og afværge potentielle konflikter. De danske soldater ydede i den forbindelse en stor og professionel indsats, som adskillige gange blev omtalt i rosende vendinger af IFOR's militære ledelse.

Opbygningen af implementeringsstyrken IFOR 

I en kæmpemæssig transportoperation rykkede IFOR ind i Bosnien-Hercegovina. Der blev anvendt mere end 2.000 flytransporter, 300 togtransporter, 30 skibstransporter og et utal af landevejstransporter for at flytte de mere end 50.000 soldater og deres materiel til bestemmelsesstederne i Bosnien-Hercegovina.

De danske soldater blev transporteret til Bosnien-Hercegovina med tog og ad landevejen. De store transporter gik til byen Slavonski Brod ved Sava-floden, der udgør grænsen mellem Kroatien og Bosnien-Hercegovina. Herfra kørte enhederne via en amerikansk udlagt pontonbro over floden til NORDPOLBDE’s ansvarsområde omkring byen Doboj. Her sluttede enhederne sig til den nordiske bataljon, der allerede var i Bosnien-Hercegovina. Den danske kampvognseskadron blev i den forbindelse en del af den danske bataljon.

Den Nordisk-Polske Brigade på plads 

I midten af februar måned var NORDPOLBDE på plads i det nordøstlige Bosnien-Hercegovina med hovedkvarter i Doboj. Der var en del dramatik, da brigaden efter flere ugers frugtesløse forhandlinger med de bosnisk-serbiske myndigheder om leje af en egnet kaserne kørte til kasernen og forlangte adgang til den. Brigaden kunne derefter endelig oprette hovedkvarter i »North Pole Barracks«, med blandt andre hovedkvarterskompagniet fra Danmark. Den Danske Bataljon oprettede to lejre. En i byen Krasevo og en i byen Sevarlije. Derudover oprettede bataljonen adskillige kontrolposter og signalstationer. Fra disse lejre udførte bataljonen en lang række overvågnings-, sikrings- og støtteopgaver. En litauisk deling indgik fra starten som en del af Den Danske Bataljon. Senere på året tilgik også en lettisk og en estisk deling, og i oktober måned blev delingerne afløst af et litauisk kompagni.

NORDPOLBDE udførte i løbet af året et stort arbejde med bl.a. overvågning af separationszonen mellem parterne, eskortering af tunge våben til godkendte depoter med efterfølgende overvågning af depoterne, overvågning af minerydning i området samt støtte til den internationale politistyrke (IPTF), de lokale myndigheder og til Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) i forbindelse med valget i september måned.

Brigadens første chef, den danske brigadegeneral Finn Særmark Thomsen, blev den 29. juni afløst af den svenske brigadegeneral Jan Gunnar Bergström. I december overtog den norske brigadegeneral Gunnar Lundberg kommandoen over brigaden.

Minefaren

Det viste sig hurtigt, at de mange udlagte landminer fra borgerkrigens tid udgjorde den største fare for både civilbefolkningen og soldaterne. Alle parter lagde minefelter og enkeltminer i et meget stort antal. Det skønnes, at der er omkring 8.000 minefelter i Bosnien-Hercegovina, hvoraf mange ikke blev afmærket ved udlægningen. Ud af de omkring 5 millioner miner, som antages udlagt, ligger en stor del i NORDPOLBDE's område.

At minefaren er reel, viste sig allerede den 23. januar 1996, da en dansk Leopard-kampvogn påkørte fire panserminer under en patrulje vest for Doboj. Ved ulykken demonstrerede kampvognen en meget god beskyttelse af besætningen. Én soldat kom lettere til skade. Kampvognen blev imidlertid så beskadiget, at den måtte udskiftes med en anden fra Danmark.

Desværre var denne mineulykke ikke den eneste, der ramte de danske enheder i Bosnien-Hercegovina i 1996. Den 13. marts påkørte en dansk bjærgningskampvogn en pansermine og blev beskadiget. Der var ingen personskade. Den 17. april kørte en dansk terrængående personvogn ind i et uafmærket minefelt og ramte en pansermine. Ved ulykken blev den danske konstabel Arne Ib Andersen og den litauiske løjtnant Valteris Normundas dræbt. Den 10. juni kørte en dansk terrængående personvogn igen ind i et uafmærket minefelt, denne gang dog uden tilskadekomne. Men personellet tilbragte natten i bilen, før de blev evakueret dagen efter. Den 23. september påkørte en dansk kampvogn en personelmine, men uden at der skete større materiel skade. Der var ingen personskade.

Også de andre enheder i NORDPOLBDE oplevede mineulykker i 1996. Både svenske og polske soldater mistede livet i Bosnien-Hercegovina af den årsag.

Ud over mineulykker var de dårlige og hårdt belastede veje en trussel mod soldaternes sikkerhed. Den 29. november skete der desværre en ulykke, hvor korporal Harald Sejersgaard-Jacobsen mistede livet og overkonstabel Max Meldgaard blev alvorligt kvæstet, fordi deres kampvogn skred ud på en bro og væltede ned i et vandløb.

Valget den 14. september 1996

Dayton-aftalen foreskrev, at der skulle afholdes valg i Bosnien-Hercegovina inden den 15. september 1996. Trods de problemer, der viste sig at være med fri bevægelighed i området, registrering af vælgere, der under krigen var flygtet til andre lande, og mistænksomhed parterne imellem, lykkedes det OSCE at få gennemført valg i Bosnien-Hercegovina den 14. september 1996. Lokalvalgene måtte dog udskydes til 1997.

IFOR ydede stor støtte til Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) under forberedelserne og afholdelsen af valget. IFOR fandt og klargjorde egnede valgsteder og støttede derefter den internationale politistyrke (IPTF) og de lokale myndigheder på selve valgdagen. Mere end 2.000 danske og internationale observatører overvågede, at valget gik rigtigt til på de næsten 5.000 valgsteder i Bosnien-Hercegovina, hvor omkring en million vælgere afgav deres stemme.

Valgene gav som ventet et præsidentskab for Bosnien-Hercegovina, som bestod af præsidenterne for de tre parter: Præsident Plavsic (bosnisk serber), præsident Zubak (bosnisk kroat) og præsident Izetbegovic (muslim), der blev præsidentskabets første formand. Efter svære indledende forhandlinger kunne det fælles politiske arbejde mod endelig fred i Bosnien-Hercegovina begynde i starten af oktober måned.

IFORs mandat udløber

Dayton-aftalen gav IFOR et mandat for et år indtil den 20. december 1996. Imidlertid viste det sig, at perioden var for kort til at sikre freden i Bosnien-Hercegovina. Fra midten af året begyndte lederne fra forskellige lande og organisationer at tale for en forlængelse af mandatet under en eller anden form. Efter det amerikanske præsidentvalg i november tog de deltagende lande fat på at planlægge tiden efter IFOR, og i slutningen af året blev det besluttet at lade IFOR afløse af en relativt mindre styrke kaldet Stabilization Force (SFOR).

SFOR blev i lighed med IFOR udsendt på mandat fra FN's Sikkerhedsråd under henvisning til FN-pagtens kapitel VII. Sikkerhedsrådet vedtog SFORs mandat den 12. december 1996, og få dage senere traf NATO-rådet den formelle beslutning om at lade den nye styrke afløse IFOR. Afløsningen fandt sted den 20. december 1996.