CIMIC-arbejde i Shia Agha i nærheden af Gereshk i maj 2011.

CIMIC-arbejde i Shia Agha i nærheden af Gereshk i maj 2011. Foto: Sune Wadskjær Nielsen / Forsvaret

DANCON Hold 11 er opstillet med udgangspunkt i Første Bataljon ved Gardehusarregimentet med en typisk sammensætning som dansk kampgruppe, herunder med to kampkompagnier: Anden Panserinfanterikompagni (udstyret med IKK) og Tredje Mekaniserede Infanterikompagni (udstyret med PMV) fra Jydske Dragonregiment.

Det kan mærkes, at patruljebasen Budwan (Armadillo) netop er lukket, og at ISAF og afghanske sikkerhedsstyrker nu permanent er til stede i Deh Adam Khan (DAK). Det betyder, at kampgruppen geografisk er samlet tættere på Gereshk, men sideløbende opererer i Upper Gereshk Valley (UGV), idet sikkerheden i Gereshk hænger sammen med tilstanden i yderområderne.

Oprørernes indflydelse i området er faldet, og det betyder, at Hold 11 kan fokusere yderligere på samarbejdet med det afghanske politi (ANP, Afghan National Police) og militær (ANA, Afghan National Army). Blandt andet overtager ANA to patruljebaser i Patrol Base Line, Malvern og Spondon.

I baserne Khar Nikah og Rahim lykkes det at etablere afghansk lokalpoliti (ALP), som i samarbejde med ANA og ANP bidrager i afgørende grad til sikkerheden ved hjælp af lokal rekruttering og dermed lokal forankring.

Se chefen for ISAF hold 11 oberst Jens Riis besøge patruljebasen Khar Nikah.


Tabstallet for de danske soldater begynder nu også for alvor at falde, idet én soldat, Alexander Biune, mister livet på Hold 11 – i modsætning til de syv foregående hold, der alle har mistet mellem tre og seks soldater hver.

11. februar 2011 - 11. august 2011

Chef: Oberst Jens Riis-Vestergaard

 

Styrkebidrag: 690 mand

 

Opstillende enhed: Gardehusarregimentet

 

Stabens placering: MOB Price

 

Faldne: 1
Alexander Biune, 10/7/2011

 

Antal sårede: 9

Sidst opdateret 5. august, 2020 - Kl. 15.29