Foto taget i forbindelse med Chefen for Hærens Operative Kommando generalmajor Poul Kiærskous tur rundt til de danske enheder i Afghanistan.

Foto taget i forbindelse med Chefen for Hærens Operative Kommando generalmajor Poul Kiærskous tur rundt til de danske enheder i Afghanistan. Foto: Kristian Kold / Forsvaret

DANCON Hold 5 er opstillet af enheder fra hele hæren, men med grundstamme i Første Panserinfanteribataljon ved Gardehusarregimentet (1/GHR), som stiller stabs- og logistikkompagniet. De to kampkompagnier er Fjerde Mekaniserede Infanterikompagni fra 1/GHR og Femte Panserinfanterikompagni fra Anden Bataljon ved Den Kongelige Livgarde (II/LG).

Som det første er Hold 5 fra starten af missionen udsendt som en samlet kampgruppe.

På to områder sker der store fremskridt: Gereshk by tager store skridt i den rigtige retning, og den afghanske hær påtager sig et større ansvar i det danske ansvarsområde. I Gereshk kan der for eksempel sættes gang i genopbygningsprojekter i de dele af byen, som ved holdets ankomst i februar var alt for farlige.

Samtidigt tager de lokale afghanske myndigheder, som for eksempel borgmesteren, distriktsguvernøren og politimesteren, mere og mere ansvar og opnår stigende anerkendelse i lokalbefolkningen. Det samme gælder den afghanske hær, som i april overtager Sandford-basen og i maj går forrest gennem Upper Gereshk Valley i en stor operation. Formålet er at etablere Attal-basen omtrent fire kilometer nord for Armadillo. Ligesom Hold 4 er Hold 5 også ude i hårde kampe mod Taleban, som i stigende grad benytter sig af asymmetrisk krigsførelse. Af de seks danske soldater, som mister livet på Hold 5, falder de fire på grund af improviserede sprængladninger eller selvmordsbomber.

14. februar 2008 - 14. august 2008

Chef: Oberst Jens Lønborg

 

Styrkebidrag: 629 mand

 

Opstillende enhed: 1 Panserinfanteribataljon ved Gardehusarregimentet

 

Stabens placering: MOB Price

 

Faldne: 6

Morten Krog Jensen, 24/2/2008

Christian Jørgen Grundt Damholt, 17/3/2008

Sonny Kappel Jakobsen, 17/3/2008

Anders Bjørn Storgaard, 26/3/2008

Christian Raaschou, 31/3/2008

Jesper Gilbert Pedersen, 25/7/2008

 

Antal sårede: 14

Sidst opdateret 3. august, 2020 - Kl. 15.45