Billede fra patrulje med de danske soldater ved PRT Provincial Reconstruction Team Feyzabad i det nordøstlige Afghanistan.

Billede fra patrulje med de danske soldater ved PRT Provincial Reconstruction Team Feyzabad i det nordøstlige Afghanistan. Foto: Morten Kromann / Forsvaret

Provincial Reconstruction Teams (PRT) var en vigtig del af ISAF’s aktiviteter, da NATO fra 2004 udvidede operationerne fra Kabul til det nordlige, vestlige, østlige og sydlige Afghanistan. ISAF’s PRT’er havde til opgave at patruljere, at promovere den afghanske regerings politikker og prioriteringer og understøtte arbejdet med en sikkerhedssektorreform. Indsatsen gennemførtes i samvirke med regionale og lokale politiske, militære og religiøse ledere samt ved samarbejde og koordination med internationale organisationer.

Syv hold i Feyzabad

Den danske indsats i Feyzabad begyndte i januar 2005 og foregik i et område, der havde været under Den Nordlige Alliances kontrol og som Taliban dermed ikke havde indtaget i de i år, hvor terrorbevægelsen sad på magten i det meste af landet. Så udfordringen her var primært det uvejsomme terræn og den dårlige infrastruktur, mens befolkningen generelt var venligtsindet. Danskerne indgik i et tysk-ledet PRT.

 


Der var også udsendt en dansk civil rådgiver til det tyskledede PRT i Feyzabad i Afghanistan til at rådgive den danske styrkechef om støtten til genopbygningsindsatsen. Den danske støtte omfattede derfor fortrinsvis identifikation af projekter, som kunne gives videre til civile organisationer. De danske bidrag til PRT’erne bestod hovedsageligt af motoriserede observatørhold på 5- 6 personer og to køretøjer. De holdt møder med lokale myndigheder og talte med almindelige mennesker på gaden og medvirkede dermed til at skabe grundlaget for et mere stabilt Afghanistan.

 

Syv hold danske soldater var af sted i det smukke og bjergrige Feyzabad, hvor indsatsen standsede i august 2008, fordi Danmark koncentrerede kræfterne i Helmandprovinsen.

Danmark leverede også en langvarig indsats til det litauisk ledede PRT i Chagcharan i det vestlige Afghanistan, der varede fra 2005 til 2011. Desuden har Danmark støttet det svensk-ledede PRT i Mazar-e Sharif i det nordlige Afghanistan. Efterhånden som det danske bidrag til Helmand fik øget betydning, var det dog naturligt for Danmark at fokusere på PRT’et i Helmandprovinsen.

PRT i Helmand

Det britisk-ledede PRT i Helmand var en fælles integreret civil-militær organisation med hovedkvarter i provinshovedstaden Lashkar Gah og bestod af ca. 170 militærfolk, politiofficerer, diplomater, rådgivere og eksperter samt ca. 5-10 lokalansatte. Danmark besatte én af souschef-stillingerne i PRT'et. PRT Helmands overordnede opgaver var at koordinere den internationale stabiliseringsindsats og bistå den afghanske regering i at udvide sin myndighedsudøvelse og legitimitet i Helmand-provinsen.

Sidst opdateret 12. august, 2020 - Kl. 08.33