Afghanistans historie

Afghanistans historie er kendetegnet ved en lang række af krige og interne magtkampe. Landet har også været anvendt som en brik i stormagters indbyrdes konflikter. Det har været med til at forme landet som vi kender det i dag.

 

Konflikten i dag er en intern konflikt mellem den afghanske regering og en række oprørsgrupper. Den afghanske regering bliver støttet af mere end 60 nationer, som bidrager med militær støtte og med finansiering af genopbygning af landet, herunder til demokratisering.

 

Det en hjælp at gå lidt tilbage i tiden for at forstå, hvorfor der i samme land er meget forskellige syn på alt fra fortolkning af religionen, kvinders rolle, provinsernes/stammernes selvbestemmelse, nabolandenes rolle, modernisme vs. konservatisme, demokrati, styreform etc.

 

Den nyere historie omfatter kongetiden der førte til gradvis modernisering af landet, kup med efterfølgende diktatur og kommunistpartiets fremspiren, Sovjetunionens besættelse, som blev fordrevet af modstandsgrupper (Mujahediner) hjulpet af vestlige lande, intern magtkrig mellem Mujahedinerne, Talibans overtagelse af magten og beskyttelse af terrorgruppen Al-Qaida, - der førte til den vestlige intervention i 2001. I det følgende er perioderne beskrevet i flere detaljer, men skal man i dybden med Afghanistans komplicerede i historie må man til faglitteraturen.

 

Begyndelsen af det 20. århundrede og den kolde krig

 

Storbritannien besatte i 18-hundredetallet Afghanistan, da de frygtede at Afghanistan ville true deres kontrol over Indien (der dengang inkluderede Pakistan). Efter at afghanerne gennem flere krige at have fordrevet englænderne vandt Afghanistan fuldstændig uafhængighed fra Storbritannien i år 1919.

 

Den første konge, Amanullah Khan (1919-1929), blev betragtet som en sekulær fornyer, der præsiderende over en regering, hvor alle etniske minoriteter deltog.

 

Han blev efterfulgt af kong Mohammad Nadir Shah (1929-1933), og derefter af kong Mohammad Zahir Shah.

 

Kongeperioderne førte til en fremadskridende modernisering. Zahir Shahs regeringstid (1933-1973) huskes positivt af mange ældre afghanere, idet han indførte en forfatning i 1964, der etablerede en national lovgivning og fremmede frihedsrettigheder for kvinder, herunder at kvinder ikke længere skulle dække deres ansigt og hår.

 

I kongens tid modtog landet både udviklingshjælp fra Sovjet og fra USA, blandt andet store landbrugsudviklingsprojekter i Helmand-provinsen.

 

Afghanistan glider ind ustabilitet i begyndelsen af 1970'erne, hvor det kommunistiske parti og de islamiske bevægelser voksede i styrke med diametralt modsatte dagsordener. Zahir Shah blev væltet af sin fætter, Mohammad Daoud, en militær leder, der etablerede et diktatur med en stærk statslig involvering i økonomien. Under en revolution i 1978 kaldet Saur (april) blev Daoud blev væltet og dræbt af officerer fra Folkets Demokratiske Parti Afghanistan (PDPA, kommunistisk). Partiet ledtes af to ledere fra Khalq fraktionen, Hafizullah Amin og Nur Mohammad Taraki. Taraki blev indsat som præsident, men blev i september 1979 fordrevet af Amin.

 

Begge ledere baserede deres magt på etniske pashtunere og forsøgte at indføre en radikal socialistisk forandring i det traditionelle afghanske samfund, blandt andet ved at omfordele jorden og bringe flere kvinder ind i regeringen. Forsøget på en hurtig modernisering udløste oprør fra islamiske partier. For at forhindre at de islamiske militser, der er kendt som mujahedin (islamiske krigere), i at overtage magten sendte Sovjetunionen tropper ind i Afghanistan den 27. december 1979. Russerne erstattede Amin med en anden PDPA leder, Babrak Karmal (Parcham fraktionen af PDPA).

 

De sovjetiske besættelsesstyrker, i alt omkring 120.000 soldater, blev aldrig i stand til at pacificere de perifere områder af landet. Som del af den kolde krig mellem USA og Sovjet, støttede USA Mujahedinerne. De modtog amerikanske våben (bl.a. Stingers) og bistand gennem den amerikanske efterretningstjeneste, Central Intelligence Agency (CIA) i samarbejde med Pakistans efterretningstjeneste, Inter-Service Intelligence (ISI).

 

Mujahedinerne blev også relativt godt støttet og koordineret af syv afghanske politiske partier, der i begyndelsen af 1989 dannede en afghansk overgangs regering (Afghan Interrim government). De syv partiledere var Mohammad Nabi Mohammadi, Sibghatullah Mojaddedi, Gulbuddin Hekmatyar, Burhanuddin Rabbani, Yunus Khalis, Abd-i-Rab Rasul Sayyaf, og Pir Gaylani. Mohammadi og Khalis er døde inden for de seneste år af naturlige årsager, men de andre er stadig aktive i afghansk politik og regeringsførelse, eller som i tilfælde af Hekmatyar, kæmper mod den afghanske regering.

 

Da den reformistiske Mikhail Gorbatjov blev leder af Sovjetunionen blev Karmal erstattet med direktøren for den afghanske efterretningstjeneste, Najibullah Ahmedzai. I modsætning til sine forgængere uddelegerede han magten og udnævnte han en premierminister til at håndtere de administrative opgaver.

 

Den sovjetiske tilbagetrækning

Den 14. april 1988 indgik Gorbatjov en FN-mæglet aftale (Genève-aftalerne) om Sovjets tilbagetrækning. Tilbagetrækningen blev afsluttet den 15. februar 1989, og efterlod en svag Najibullah regering. Forbindelserne mellem USA og Sovjetunionen blev varmere, og Sovjets sammenbrud i 1991 reducerede Moskvas kapacitet til at understøtte kommunistiske regimer i den tredje verden. Den 13. september 1991 aftalte Moskva og Washington begge at ophøre med deres militære støtte til Afghanistan. USA betragtede dets rolle i Afghanistan som afsluttet, og bidrog ikke til genopbygningen.

 

Najibullah trodsede forventningerne om, at hans regering umiddelbart ville kollapse efter en sovjetisk tilbagetrækning, og modstod de første Mujahedin offensiver, men hans position blev svækket i de efterfølgende år.

 

Mujahedin-tiden og Talebans dannelse

Den 18. marts 1992 erklærede Najibullah sig parat til at træde tilbage, når en midlertidig regering var blevet dannet. Mujahedinerne aftalte en magtdeling, hvor præsidentposten skulle gå på skift. Lederen af et af de mindre partier Sibghatullah Mojadeddi fra Afghan National Liberation Front, var præsident fra april-maj 1992. Efter aftale mellem de store partier, blev Rabbani præsident i juni 1992 med aftale om, at han skulle sidde indtil december 1994. Da han i 1994 nægtede at træde tilbage indledtes fire års borgerkrig mellem Mujahedin-grupperne. I en moderat fløj af Hizb-e-Islami (under ledelse af Yunus Khalis) var en af krigerne Mullah Omar, der senere kom til at lede Taleban.

 

Taleban blev dannet i 1993-1994 af islamiske gejstlige og studerende med pashtunsk oprindelse. Mange var tidligere mujahediner, som var flyttet til Pakistan for at studere på islamiske skoler (madrassaer), hovedsagelig indenfor Deobandi-retningen af Islam. Deobandi er beslægtet med den islamiske retning Wahhabismen, som praktiseres i Saudi-Arabien. Talebans praksis er også dybt påvirket af konservative pashtunske stammefolks traditioner.

 

Taleban overtog fredeligt kontrollen med den sydlige by Kandahar i november 1994 og udbredte i de følgende år sin magt til store dele af Afghanistan, dog aldrig den nordøstlige del af landet, hvor Massoud holdt stand.

 

Taleban-tiden (september 1996-november 2001)

De fire års borgerkrig (1992-1996) medførte folkelig opbakning til Taleban. Taleban lovede at kunne levere den stabilitet som befolkningen hungrede efter.

 

Taleban-regimet blev ledet af mullah Muhammad Omar. Ligesom Omar, var de fleste af de ledende figurer i Taliban-styret Ghilzai pashtunere, der dominerer i det østlige Afghanistan. De er rivaler til Durrani pashtunerne, der er fremherskende i syd.

 

Taleban mistede gradvist international og national støtte i takt med at den forlangte streng overholdelse af en snæver fortolkning af sharia (islamiske skikke) i de Taleban-kontrollerede områder og anvendte hårde straffe, herunder henrettelser. Der var for eksempel forbud mod tv, musik og dans. Kvinder måtte ikke gå i skole eller arbejde uden for hjemmet, undtagen i sundhedsvæsenet, og kvinder blev offentligt henrettet for utroskab. Forbuddet mod billeder førte i marts 2001 til at Taleban sprængte to store Buddha-statuer, der var hugget ind i klipperne over Bamiyan by i det centrale Afghanistan.

 

Kun tre lande - Pakistan , Saudi Arabien og De Forenede Arabiske Emirater - anerkendte Talebans Islamiske Emirat Afghanistan. FN fortsatte med at lade Afghanistan være repræsenteret af Rabbani regeringen. FNs sikkerhedsråds resolution 1193 (August 28, 1998) og 1214 (December 8, 1998) opfordrede Taleban til at ophøre med diskrimination mod kvinder.

 

al-Qaeda under Taleban-styret

Mullah Omar skabte en politisk kontakt og et personligt bånd til lederen af al-Qaeda, Osama bin Laden, og Taleban accepterede al-Qaedas træningslejre i landet. Efterhånden blev Talebans værtskab for al-Qaeda en væsentlig bekymring for det internationale samfund – forstærket af al-Qaedas bombeangreb på amerikanske ambassader i Kenya og Tanzania i august 1998. USA anmodede Taleban om at udlevere al-Qaedas ledelse – men Taleban nægtede.

 

Internt i Afghanistan skabte Talebans politik alliancer mellem andre grupper i Afghanistan, der sammen kunne bekæmpe Taleban. Den såkaldte Nordlige alliance blev dannet, hvor deltagerne var tajikker under den afsatte præsident Rabbani, Masood og Ismail Kahn fra Herat, men også usbekere, hazara shiitter og nogle pashtunske islamistiske fraktioner.

 

Trods at den Nordlige Alliance fik finansiel og militær støtte fra Iran, Rusland, Indien og andre - som hver havde deres forskellige motiver for at støtte – tabte de terræn til Taleban. På tidspunktet for angrebene den 11. september 2001 mod USA, kontrollerede Taleban mindst 75% af landet, herunder næsten alle provinshovedstæder. Alliancen led et alvorligt tilbageslag den 9. september 2001 (dvs. to dage før, og muligvis en integreret del af angrebene den 11. september), hvor Ahmad Shah Masood blev myrdet af al-Qaeda-agenter som udgav sig for at være journalister. Han blev efterfulgt af sin efterretningschef, Muhammad Fahim, der dog manglede Masoods ubestridte autoritet.

 

Angrebene den 11. september og Operation Enduring Freedom

Efter al-Qaedas angreb den 11. september 2001 på USA nægtede Taleban fortsat at udlevere al-Qaedas ledelse. På den baggrund ønskede USA at vælte Taleban militært, med henblik på at få adgang til at eftersøge og fjerne al-Qaedas aktiviteter inde i Afghanistan.

 

De Forenede Nationers sikkerhedsråd vedtog en resolution (1368 12. september 2001) der sagde, at Sikkerhedsrådet var rede til at tage alle nødvendige skridt for at reagere på angrebene den 11. september. Resolutionen fortolkes generelt som et mandat til militære aktioner som reaktion på angrebene, men gav ikke eksplicit tilladelse til den efterfølgende militære Operation Enduring Freedom.

 

Operation Enduring Frihed (OEF) begyndte den 7. oktober 2001. Den bestod primært af amerikanske, britiske – og også danske - luft-angreb på Taleban og al-Qaeda, støttet af mindre special operations-enheder og efterretningsagenter på jorden. Den Nordlige alliance leverede oplysninger om angrebsmålene.

 

Taleban-regimet tabte provinshovedstaden Mazar-e Sharif i det nordlige Afghanistan den 9. november 2001. Den Nordlige Alliance gik ind i hovedstaden Kabul den 12. november 2001 og Taleban tabte hurtigt derefter terræn i syd og øst til USA-støttede pashtunske ledere, herunder Hamid Karzai. Taleban-regimets endeligt dateres almindeligvis til den 9. december 2001, hvor Taleban overgav deres sydlige højborg Kandahar og Mullah Omar flygtede fra byen.

 

2002 - ? Statsopbygning, sikkerhed og udvikling er en forudsætning for varig fred

Der er fortsat en intern konflikt mellem den afghanske regering og en række oprørsgrupper. Den afghanske regering bliver støttet af mere end 60 nationer, som bidrager med militær støtte og med finansiering af genopbygning af landet, herunder til demokratisering.

 

Taleban opgav ikke kampen da de var blevet fordrevet fra Kandahar. Ledelsen slog sig ned i Pakistan og dirigerer derfra kampen mod den nye afghanske regering. Også andre oprørsgrupper bekæmper den afghanske regering. Politikere der støtter regeringen og alle offentligt ansatte – politi, hær, skolelærere, dommere og embedsmænd - er legitime mål for oprørsgrupperne. al-Qaeda opgav dog Afghanistan og har ikke længere træningslejre i landet.

 

Langvarig stabilitet er en forudsætning for at terrorgrupper ikke igen får mulighed for at benytte afghansk territorium som fristed. Afghanistans nye regering hjælpes af mere end 60 lande, der bidrager med både penge og sikkerhed. FN anmodede det internationale samfund om hjælp til indledende skabelse af sikkerhed, - sikkerhed der er nødvendig for statsopbygning og udvikling af landet.

 

Sikkerheden skal give afghanske myndigheder mulighed for at arbejde ude i provinserne og i distrikterne. Resolution 1386 gav i december 2001 mandat til oprettelsen af den internationale sikkerhedsstyrke ISAF. FN anmodede det internationale samfund om at hjælpe den afghanske regering med at skabe og bevare sikkerhed og udstrække deres myndighed til hele landet, fremme fred og stabilitet i regionen og globalt, samt bidrage til at forbedre levevilkårene for den afghanske befolkning. Stabiliteten bliver nemlig ikke langvarig medmindre der er opbygget en levedygtig stat som den afghanske befolkning har tillid til og som kan levere de ydelser som befolkningen efterspørger – sikkerhed, job, sundhed og uddannelse.

 

Hamid Karzai blev i 2002 indsat som midlertidig leder af en overgangsregering og senere valgt ved demokratiske valg. Siden da har den nye afghanske regering, med international rådgivning og finansiering, vedtaget en ny forfatning, afholdt flere valg, uddannet sikkerhedsstyrker, opbygget en undervisnings- og sundhedssektor, og leveret en lang række andre resultater.

 

Magtspillet og pleje af personlige interesser gennem vold, trusler, forbindelser og korruption er dog stadig en væsentlig del af Afghanistans virkelighed. Og Taliban kæmper fortsat for at genvinde magten.