Jugoslavien - Operation Allied Force

I 1998 forsøgte det internationale samfund at få standset kampe mellem de serbiske styrker og kosovo-albanske guerillasoldater, fordi kampene gik hårdt ud over civilbefolkningen. Titusindvis af kosovo-albanere blev fordrevet fra deres hjem.

Allerede i januar måned var der tegn på, at Serbiens præsident Slobodan Milošević ikke agtede at efterleve aftalerne med det internationale samfund fra oktober 1998. OSCE´s (Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa) observatørmission i Kosovo havde vanskelige arbejdsvilkår, og forfølgelsen af kosovo-albanerne blev besvaret med angreb på de serbiske styrker fra kosovo-albanske guerillasoldater. Efter en forværring af krisen besluttede NATO at genetablere en større flystyrke i operationsområdet, og fire danske F-16 Fighting Falcon kampfly deployerede i den forbindelse fra Danmark til Grazzanise-flybasen i Italien den 21. januar 1999.

Under ledelse af Kontaktgruppen for Eks-Jugoslavien (USA, Tyskland, Frankrig, Storbritannien, Italien og Rusland) blev konfliktens parter indkaldt til forhandlinger i den franske by Rambouillet i perioden 6.-17. februar. Det lykkedes ikke at opnå enighed om en løsning, men parterne aftalte at mødes igen i marts. Forhandlinger blev genoptaget i Paris den 15. marts men brød endeligt sammen den 19. marts, da serberne ikke ville tiltræde den foreliggende aftale om en samlet løsning på konflikten, herunder rammerne for Kosovos fremtid.

Om morgenen den 20. marts trak OSCE sine observatører ud af Kosovo, blandt andre 25 personer fra Forsvaret. Det blev konstateret, at serberne havde iværksat en omfattende og systematisk forfølgelse af kosovo-albanere i provinsen, og hermed var krisen gået i hårdknude. Det skulle snart vise sig, at man stod over for en humanitær krise af voldsomme dimensioner, idet op mod en million mennesker flygtede eller blev fordrevet fra Kosovo.

NATO indleder luftoperation

NATO havde gennem længere tid gjort det klart for præsident Milosevic, at den serbiske fremfærd i Kosovo var uacceptabel, og at NATO var rede til at gribe ind med militære midler. Den 24. marts indledte NATO luftoperationerne mod Eks-Jugoslavien med angreb fra langtrækkende missiler mod militære mål, dels i Kosovo, dels i øvrige dele af Eks-Jugoslavien. Formålet med operationerne var blandt andet at skaffe luftoverlegenhed, således at NATOs fly frit kunne operere i luftrummet over Eks-Jugoslavien.

Såvel fra den danske befolkning som fra internationalt hold – bortset fra Rusland og Kina – var der stor opbakning til NATOs indgriben, også selv om det ikke lykkedes at opnå et mandat fra FN´s Sikkerhedsråd. Men Milosevic ville ikke give efter, og derfor optrappede NATO luftoperationerne. I april måned besluttede NATO at udvide flystyrken i området til cirka 1.000 fly. Det danske bidrag blev i den forbindelse øget fra fire til otte F-16 fly.

De danske F-16 kampfly deltog fra flybasen i Italien aktivt i NATO´s luftoperationer mod Eks-Jugoslavien. Der blev i alt fløjet ca. 600 sorties (én flyvning med ét fly) svarende til ca. 2250 flyvetimer. Opgaverne var hovedsageligt luftforsvarsmissioner, hvor de danske fly patruljerede luftrum og dermed beskyttede andre NATO-fly og -skibe mv. De danske fly var også indsat i offensive operationer, hvor der blev gennemført angreb mod militære mål i Eks-Jugoslavien. I alt kastede flyene 24 bomber.

Den 6. maj enedes verdens førende industrilande (G8) om syv principper for en politisk løsning for Kosovo. Den 3. juni accepterede Milosevic en aftale, som byggede på G8-principperne, og som blev formidlet af den finske præsident Ahtisaari og den russiske mægler Tjernomyrdin. NATO nedtrappede og suspenderede senere luftoperationerne.

Læs mere herunder om det danske Flyvevåbens første bombeangreb, der foregik under Operation Allied Force.