Nepal: Danskere skal være bedre til at sætte flag på FNs landkort

Af Line Wolf Nielsen, journalist, Hæren nr. 3, 2008

Det er ikke sjovt at blive overhalet på vej op ad bjergstien af en spinkel, rynket kone i sandaler, der går med 20 kilo ris i en kurv på ryggen. Ikke når man som Jan er en høj, muskuløs mand, der kun lige har passeret de 50 år, løber hver morgen og har gode vandrestøvler på.

Nepals befolkning er vant til højderne, og den danske major Jan samt de øvrige internationale våbenobservatører må tage ydmygelsen med et smil. De er på patrulje i Nepals vestlige bjergområde en dagsrejse fra det sted, hvor helikopteren satte dem af.

”Vi sover afsondrede steder og bærer selv vores grej, men det er sjovt,” fortæller Jan.

Maden finder de undervejs. Netop maden er et ømt punkt. Standarden er ikke høj, og Jan har lært at sætte pris på især mavereguleringspillerne fra den medbragte medicinkasse. Fælles overvågning Jan har været udsendt til FNs mission i Nepal (UNMIN) fra november 2007 og frem til slutningen af maj 2008.

Som international våbenobservatør har han kontakt med både maoister og Nepals hær. Parterne indgik en fredsaftale i november 2006 - efter mere end ti års konflikt - og inviterede FN til at overvåge maoisternes afvæbning samt hjælpe fredsprocessen på vej. Et særligt element af FNs mission i Nepal har været de såkaldte Joint Monitoring Teams, hvor officerer fra de to hære tager på patrulje sammen med en international våbenobservatør i den hvide FN-bil.

Disse teams er et vigtigt redskab i en større plan, der handler om at hjælpe fredsprocessen på vej både indadtil blandt tidligere fjender og synligt udadtil hos befolkningen. En plan, som Jan har stor respekt for.

”Mange ting bliver de-fused (dæmpet, red.) på grund af disse teams, og det er godt at se, hvordan November og Mike kommer ud af det med hinanden,” fortæller Jan og forklarer, at November og Mike er radiokoderne for Nepal Army og maoisterne.

Ideen kommer fra den norske general Jan Erik Wilhelmsen, der har taget den med sig fra Sudan, hvor han tidligere har arbejdet. Han er øverste chef for FNs våbenobservatører. Danske Jan har tilbragt flere uger i en af de lejre, hvor soldater fra maoisternes oprørshær skal opholde sig. Her findes også de våben, som maoisterne har afleveret.

”Containere er fyldt med Lee-Enfield 6, en enkeltskudsriffel, der allerede var antikt under sidste verdenskrig,” fortæller Jan.

Han har også set en del hjemmelavede mortérer. Våbnene opbevares under lås og FN observation.

Stærkt vanedannende

Det er femte gang, Jan er udsendt for det danske forsvar. Med hans egne ord er det stærkt vanedannende at være på internationale missioner. Kollegaerne kommer fra Thailand, Singapore, Zambia, Bolivia og Malaysia, men selvom Jan synes, det er sjovt med de mange forskellige nationaliteter, er det alligevel slut med FN-missioner fremover.

”Det har været en fin multilateral øvelse, men jeg har ikke tålmodighed til denne type udsendelser, hvor beslutningsprocessen er så langsommelig,” siger han.

Når det er sagt, vil Jan ellers meget gerne slå et slag for, at Forsvaret bliver bedre til at sende soldater af sted til FN-missioner.

”I Danmark er der for meget fokus på de store enhedsmissioner og derfor mindre opmærksomhed mod FN’s missioner. Danmark er ikke god til at promovere sig i FN. Der er alt for få danske Force Commanders i FN-regi, og det danske forsvar kunne blive meget bedre til at identificere karrierespor i FN. Især skal man have fokus på chefstillingerne, fordi de giver et flag på det landkort, der hænger FN’s politiske hovedkvarter i New York,” mener Jan.

Medbring selv udstyr

Jan er udsendt af Hærens Operative Kommando som enkeltperson. Uddannelsesforløbet som enkeltudsendt er kort. Efter 14 dage hos Det Danske Internationale Logistikcenter (DANILOG) i Vordingborg, hvor han blandt andet fik en kort opfriskning i skydning og førstehjælp samt en missionsspecifik briefing om Nepal, var han klar til afgang. I Nepal går observatørerne ikke med uniform, så Jan har købt tøj, rygsæk, vandrestøvler og sovepose på Forsvarets regning - og fik også en medicinkasse med. Han fortæller, at der er stor forskel på de vilkår, som de enkelte lande sender deres folk af sted under.

”Når vi afslører vores løn og fortæller om de to hjemrejser, se ryger underkæben langt ned.”

Jan tager dette hjørne af Asien med sig hjem i hjertet og er glad for det ekstra perspektiv på tilværelsen, som en international udsendelse giver.

”Landet og geografien i Nepal er spektakulær på alle måder, og jeg føler mig privilegeret over at have oplevet deres fredsproces på nært hold. Næste gang jeg står på Hjerl Hede, vil jeg dog tænke på, hvor supermoderne Frilandsmuseet syner i forhold til vilkårene her og påskønne, hvor heldige vi er i Danmark.”