Amerikanske pansrede køretøjer kører i land i Aarhus i januar 2023

Forsvaret og Hjemmeværnet støttede, da amerikansk materiel i januar 2023 ankom til Aarhus Havn og blev fragtet gennem Danmark til Østeuropa for at medvirke i USA’s fremskudte tilstedeværelse i Europa. Foto: Maria Sejr / Forsvaret

Hurtig og smidig deployering gennem Danmark er afgørende for, at NATO troværdigt og robust kan demonstrere sin evne til at forstærke alliancepartnere i Østeuropa.

 

Derfor har Forsvaret fokus på at støtte og sikre allieret deployering gennem Danmark i tæt samarbejde med vores nære alliancepartnere.

 

Opgaven hedder værtsnationsstøtte - Host Nation Support. Med den nuværende sikkerhedssituation forventer Forsvaret, at opgaverne med værtsnationsstøtte bliver større og skal løses hyppigere.

 

Værtsnationsstøtte betyder, at Forsvaret i tæt samarbejde med Hjemmeværnet, politiet og relevante civile myndigheder understøtter alliancepartnere under deres ophold i Danmark. 

 

Det kan være når Danmarks alliancepartneres materiel ankommer til Danmark og skal læsses om på transportskibe eller fragtes over land, mens hundreder eller ligefrem tusinder af soldater skal spise og sove undervejs. Det er en større logistisk operation som kræver koordinering, overblik og tunge logistiske kompetencer.

 

I de seneste år har Danmark blandt andet ydet værtsnationsstøtte til USA, der har landsat store mængder af køretøjer og andet materiel i havnene i Esbjerg og Aarhus samt i lufthavnen i Roskilde før det er blevet transporteret videre mod øst. Danmark har både ydet værtsnationsstøtte i forbindelse med rotation af amerikanske styrker i Østeuropa og i forbindelse med store øvelser i Østeuropa og i Norden. 

 

Med den nuværende sikkerhedssituation forventer Forsvaret, at opgaverne med værtsnationsstøtte bliver større og skal løses hyppigere.

 

Amerikansk panser og udstyr blev aflæsset på havnen i Esbjerg, da det største skib til dato lagde an ved kajen. Amerikanere, britere og danskere arbejde tæt sammen for at løse den store opgave.

Amerikansk panser og udstyr på havnen i Esbjerg i foråret 2022, da det største skib til dato lagde an ved kajen. Amerikanere, briter og danskere arbejde tæt sammen for at løse den store logistiske opgave med at få køretøjer og materiel i land og transporteret videre. Foto: Magnus Terp / Forsvaret

 

Sidst opdateret 12. december, 2024 - Kl. 09.46