Soldater fra Ingeniørregimentet under MRX til første hold NMI i efteråret 2020.

Soldater fra Ingeniørregimentet yder sikring under en af 2. Brigades MRX-øvelser til Nato Mission Iraq. Foto: Patrick Kjellerup / Forsvaret

2. Brigade uddanner:

  • Soldater, førere og enheder til kamp
  • Soldater, førere og enheder til specifikke operative beredskaber og indsættelser

 

2. Brigade forbereder/forudser indsættelse af enheder og brigade-hovedkvarteret i:

  • Stabiliserings- og kapacitetsopbygningsopgaver.
  • Nationale operationer
  • Afskrækkelsesoperationer og kollektivt forsvar i rammen af NATO

 

Missionsorienteret Uddannelse

Det er blandt vores vigtigste opgaver at klæde enhederne solidt på til indsættelse i operationer, der ikke gennemføres i rammen af 1. Brigade.

 

Det kan være nationale operationer, internationale operationer, eller beredskaber, hvor uddannelsen gennemføres i rammen af indsættelsesspecifik uddannelse.

 

Uddannelsen kan kulminere i brigadens Mission Rehersal Exercises (MRX). Det er øvelser, der afvikles kort før, enheden bliver udsendt på mission eller går i beredskab. Derfor gennemføres øvelserne, så de ligner missionen og opgaverne mest muligt.

 

Staben ved 2. Brigade planlægger og gennemfører missionsuddannelser flere gange årligt.

 

Funktions- og specialuddannelse

2. Brigade er ansvarlig for den tekniske og taktiske udvikling inden for opklaring og kampvogne (herunder pansret bjærgning) samt de tre typer infanteri: Pansret-, mekaniseret- og let infanteri.

 

Derudover driver brigaden gennem Tjenestegrensafdelingen for Kamptropperne udviklingen bredt i kamptropperne på en lang række områder. Tjenestegrensafdelingen står for kurser, taktik og doktrinudvikling for det meste specialuddannelse i kamptropperne. Finskytter, panserværnsraketskytter, gruppeførere, delingsførere og vinterinstruktører er blot et lille udpluk af de mange, der hvert år modtager den ekstra uddannelse, der skal gøre dem helt klar til kamp.

 

Værnepligts- og konstabeluddannelse

2. Brigade har ansvaret for værnepligtsuddannelsen samt uddannelsen af konstabelelever i Hærens kamptropper – undtagen ved Den Kongelige Livgarde.

 

Gennem brigadens to uddannelsesbataljoner ved henholdsvis Gardehusarregimentet og Jydske Dragonregiment gennemfører brigaden uddannelse af både 4 og 8 måneders værnepligtige, konstabelelever på Hærens reaktionsstyrkeuddannelse samt konstabelelever på fokuseret konstabeluddannelse. Ved Hesteskadronen er der 12 måneders værnepligt.

 

Derudover uddanner både Opklaringsbataljonen på Bornholm samt XIII Lette Infanteribataljon i Haderslev værnepligtige og konstabelelever.

 

Opstilling og uddannelse af XIII Lette Infanteribataljon

2. Brigade varetager opstillingen og uddannelsen samt den tekniske og taktiske udvikling af en let infanteribataljon, som er en helt ny størrelse i dansk sammenhæng. Det er en let luftmobil enhed, der eksempelvis kan indsættes i overraskende angreb bag fjendens linjer eller til forsvar primært i lukket terræn som by eller skov.

Sidst opdateret 8. juli, 2024 - Kl. 11.30