Hjelm og gevær får en tiltrængt pause på fra skydebanen.

Pause fra skydebanen. Foto: Patrick Kjellerup / Forsvaret.

2. Brigade består af fem bataljoner: to uddannelsesbataljoner, en let infanteribataljon, en opklaringsbataljon og en panserbataljon. Bataljonerne er garnisoneret i Slagelse, Rønne, Haderslev og Holstebro.

 

Brigaden har hovedkvarter i Slagelse.

 

2. Brigades hovedkvarter består af to dele. En brigadestab og Tjenestegrensafdelingen for Kamptropperne og kamptjenesten. 2. Brigade er ansvarlig for teknisk og taktisk udvikling inden for de tre områder opklaring, kampvogne og infanteri. Derudover har brigaden ansvaret for uddannelse af værnepligtige og konstabelelever ved kamptropperne minus Den Kongelige Livgarde, samt en lang række specialiserede uddannelser og kurser i kamptropperne

 

Brigadestaben planlægger og styrer brigaden, herunder støtter opstilling samt gennemfører uddannelse af Hærens bidrag til nationale og internationale missioner. Brigadestaben skal kunne opstilles som et hovedkvarter med hele eller dele af staben, der kan indgå i nationale opgaver i hele Riget, herunder ved terroranslag, større naturkatastrofer m.v. - ligeledes internationalt.

 

Tjenestegrensafdelingen for Kamptropperne udvikler kurser, taktik og doktrin inden for en lang række områder, hvor der kræves specialuddannelser. Det dækker alt fra finskytteuddannelse til våbenkursus for officerer, gruppeførerkurser og vintertræning samt specialuddannelse på diverse våbensystemer.   

 

2. Brigade har været aktiv siden 1. januar 2005. Brigadens logo stammer fra Den Danske Internationale Brigade (DIB), en beredskabsstyrke, som blev nedlagt samme år. 

Sidst opdateret 8. juli, 2024 - Kl. 11.07