Nyheder
Følg Forsvaret
Døgnrapport
Arrangementer
Forsvarets arealer
Publikationer
Forlig
Rekrutterings Center Slagelse
Af: A.P. THERKELSEN, kaptajn - LD RCSLA
Der er sikkert en del af jer der har lagt mærke til, at der er sket en hel masse i hovedbygningen ved det gamle UMAK og der er begyndt at dukke nogle nye mennesker op i en anden uniform. Det er såmænd bare os fra "Rekrutterings Center Slagelse" (RC SLA) som det hedder. Vi er fem uniformerede og to civile og vi er blevet sat i verden for at gennemføre det der hedder "Forsvarets Dag" og hvad er nu det for noget.
"Forsvarets Dag" er et begreb, der dækker over den almen kendte sessionsvirksomhed, og som noget nyt, information samt vejledning af den unge, der er blevet indkaldt. RC SLA skal gennemføre Forsvarets Dag i omkring 120 dage i 2006 fordelt over hele året. På den enkelte dag vil op til 50 unge mænd og kvinder i alderen 18 – 20 år blive behandlet, og et typisk forløb for dagen vil se sådan ud:
· Ankomst og velkomst,
· Filmforevisning samt skriftlig prøve,
· Helbredsundersøgelse og sessionsbehandling,
· Information og personlig vejledning om muligheder i Forsvaret og Redningsberedskabet.
Vi forventer at gennemføre den første Forsvarets Dag i slutningen af januar (forventeligt d. 24. januar).
Grundtanken bag Forsvarets Dag er, at udskifte den kendte session med en nyere og mere moderne tilgang til rekruttering, således at andelen af frivillige der ønsker at aftjene værnepligt i Forsvaret eller Redningsberedskabet, bliver øget. Dette gøres ved at give de unge mennesker en god oplevelse af deres første møde med Forsvaret og Beredskabet. Alle unge mænd skal møde som i dag, mens alle unge kvinder i samme aldersgruppe inviteres til at deltage. Overordnet er der fokus på værnepligten, men vi informerer naturligvis også om de efterfølgende muligheder for Reaktionsstyrkeuddannelse, udsendelse internationalt og fastansættelse i forsvaret/beredskabet i øvrigt. Det er i øvrigt hensigten, at såfremt der er en der ønsker at lave en frivillig aftale om at aftjene værnepligt, så kan den aftale laves på stedet.
Udover at gennemføre Forsvarets Dag har RC SLA flg. opgaver
· Deltagelse i uddannelsesmesser på Sjælland,
· Deltagelse i uddannelseskaravaner på Sjælland,
· Gennemførelse af hvervelektioner ved værnepligtsenheder i Forsvaret,
· Deltagelse i Åben Hus arrangementer,
· Støtte til øvrige rekrutteringscentre/rekrutteringsaktiviteter.
Organisatorisk er vi underlagt Forsvarets Personeltjeneste, PF-7 (også kaldet Forsvarets Rekruttering eller FVR placeret i Jonstruplejren) og vi er et af fem centre og de øvrige er placeret i Høvelte, Fredericia, Herning og Aalborg.
Bemandingen ved RC SLA består pt. af flg.
Leder af RC SLA
Næstkommanderende RC SLA
* Informatør, (SVN)
Informatør, (FLV)
Informatør, (HRN)
* Sessionsleder, (CIV)
* Sessionslæge, (CIV)
* Tiltræder først 3. januar 2006
Hele Forsvarets Dag projektet har stor politisk bevågenhed og også stor bevågenhed fra forsvarets øverste ledelse. Der vil derfor formentlig være stor interesse fra diverse medier og formentlig en del besøgende politikere og militære chefer i forbindelse med opstarten af Forsvarets Dag. Jeg planlægger at indkalde udvalgte personer fra GHR til et "mini-åbent hus" arrangement i starten af januar for at give et billede af hvad det er vi skal lave og hvad vi fortæller de unge mennesker. Derudover er alle naturligvis velkomne til at komme forbi vores lokaler og tage en snak med os og se hvordan her ser ud.
Skulle en af jer få spørgsmål vedrørende Forsvarets Dag, værnepligt eller øvrige muligheder i Forsvaret, henstiller vi til at I henviser til Forsvarets Rekruttering i Jonstrup på tlf. 4489 5000 eller FVR hjemmeside www.forsvaret.dk/fvr.
Jeg vil som leder for RC SLA gerne benytte lejligheden til at sige alle ved GHR tak for den positive modtagelse vi har fået siden vi kom hertil og håber vi også fremover kan få et godt og udbytterigt samarbejde.