Trænregimentet består af 1. Logistikbataljon, 2. Logistikbataljon, 4. Nationale Støttebataljon og Militærpolitiet.

 

4. Nationale Støttebataljon er garnisoneret på Vordingborg Kaserne, øvrige på Aalborg Kaserne.

 

Inklusive indkaldte værnepligtige soldater er der generelt cirka 2000 soldater til tjeneste ved Trænregimentet. Trænregimentets hovedkvarter er placeret på Aalborg Kaserne.

 

Trænregimentets primære opgave er at sikre Hæren og Forsvaret rådighed over relevante logistik- og militærpolitienheder, der kan indsættes overalt i verden. Opgaven løses gennem en krævende og alsidig uddannelse af den enkelte soldat og af regimentets enheder.

 

Gennem 150 år har det, der i dag er Trænregimentet, bidraget med soldater til alle de steder i verden, hvor den danske hær har været indsat, og siden 2015 har Militærpolitiet som en værnsfælles enhed også bidraget til Søværnets og Flyvevåbnets operationer i ind- og udland.

 

Stor, regional arbejdsplads

I Nordjylland er Trænregimentet en af landsdelens største arbejdspladser. Medregnes soldaternes pårørende er der således en markant del af den nordjyske befolkning, der hver dag har en relation til regimentet.

 

Derudover yder mange soldater i deres fritid en indsats for det nordjyske foreningsliv. Regimentet har et godt samarbejde med både erhvervsliv, uddannelsesinstitutioner og fritidsmiljøet i Nordjylland.
Det betyder, at vi har rig mulighed for erfaringsudveksling med andre moderne virksomheder, ligesom vi kan tilbyde mulighed for at studerende kan lave projekter m.v. inden for emner, der handler om  Forsvaret.

 

Endelig betyder samarbejdet med det nordjyske fritidsmiljø, at vi kan hjælpe hinanden med arrangementer til glæde for både soldaterne og fritidsmiljøet.

 

Historie og fællesskab

Vores historie som en del af den danske hær betyder meget for os, og derfor sørger vi for at opretholde og pleje vores traditioner og korpsånd.
Det gælder både de lyse stunder, hvor vi med stolthed markerer det særlige ved at være soldat, og de mørke stunder, hvor vi ærer vore faldne kammerater.

 

Det særlige fællesskab, der er blandt soldater, betyder, at talemåden ”en gang soldat altid soldat” ikke kun er ord.

 

En lang række veteran- og soldaterforeninger har tilknytning til regimentet. Disse foreninger og deres jævnlige gang på Aalborg Kaserne er en vigtig del af fortællingen om både Trænregimentet og garnisonen i Aalborg. Samarbejdet med disse foreninger betyder meget for os. Det er i høj grad igennem dette samarbejde, at vi kan forstærke vores tilknytning til Nordjylland, ligesom vi også her kan dyrke vore traditioner og korpsånd.

Sidst opdateret 30. maj, 2024 - Kl. 20.18