Rådgiver: Folk hænger på, til de vælter omkuld

Seniorsergent Søren Glud Nielsen har sit eget kontor på Aalborg Kaserne. Det er et hjemligt udseende sted, der udsigt til hækken udenfor ikke ligefrem udstråler autoritet. Og det er netop meningen. Alligevel er det for kolleger i krise et farligt sted at betræde. For hvad hvis det at række ud, betyder, at man starter en lavine, man ikke kan overskue.

”Folk er bekymrede. Jeg gør meget ud af at fortælle, at samtalen er helt uforpligtende. Som udgangspunkt er det bare en samtale med en kollega. Jeg har ikke notatpligt, og samtalen er fortrolig. Jeg tager ikke parti, og jeg foretager mig intet, uden at vi har aftalt det.  Det lægger som regel ro på, og så taler vi måske en times tid her, eller vi finder et andet sted, hvor vi kan tale. Der er nogle, der har det så dårligt, at de slet ikke har lyst til at komme på kasernen.”

En ”go-to person”

Søren Glud Nielsen har været 34 år i Militærpolitiet. Han har været udsendt 11 gange og har efter eget udsagn altid været en ”go-to person” - en forældreerstatning for yngre kolleger med behov for at lette hjertet. Han er tillidsmand, rådgiver ved OPRK (Organisationen for Personlig Rådgivning og Kollegastøtte) siden 2014, holder prep-kurser (kurser i kommunikation i parforholdet) for kommende udsendte og er i dag også arbejdsmiljørådgiver ved Trænregimentet. En stilling han skiftede til for to år siden, da han med alderen er blevet mere og mere interesseret i, hvad han omtaler som ”de bløde værdier”.

”Jeg har altid holdt meget af at have med mennesker at gøre. Det har været det vigtigste i mit arbejdsliv. Så det føltes som en naturlig udvikling at hjælpe andre på fuldtid,” fortæller Søren Glud.

Gennem sit OPRK-virke har han været på en række kurser blandt andet i konflikthåndtering. Netop konflikter og deraf følgende stress er en væsentlig faktor, når kollegerne går ned, fortæller han.

”Folk hænger på, til de vælter omkuld. Der er en tendens med stress, at man først gør noget, når man ikke kan magte det mere. Man bider det i sig. Vi har ændret meget på forholdene, siden dengang jeg startede, men der er stadig den der, tuder du nu igen, skal du have en kiks eller have tørret øjnene. Det er lidt anderledes med folk i stabene og de civile, men mange soldater har det stadig sådan, at man skal være så pissehård hele tiden.”

I forhold til hans rolle som OPRK-rådgiver er der sket en udvikling. Hvor meget af arbejdet i begyndelsen handlede om mobning og krænkelser, fortæller kollegerne nu om skæv arbejdsfordeling og medfølgende stress, der blandt andet handler om flere arbejdsopgaver, mangel på kolleger og chefer, der ikke har blik for eller tid til at tale med deres ansatte.

Dårlig adfærd overfor hinanden, mener Søren Glud, er Forsvaret kommet godt efter.

”Der var flere krænkelsessager førhen, men det er Forsvaret blevet god til at tage vare på. Det er mit indtryk, at vi er klart foran på statens område Og måske også i forhold til det civile. OPRK har eksisteret i mange år og blev officielt anerkendt i 2011, så vi har været bemidlet med, at der er et organ, der har gjort opmærksom på problemet i mange år. Til gengæld har man ikke været ret god til at samle op på hverken den, der er blevet krænket, eller krænkeren, for de får begge et problem bagefter. Det har vi også talt om her ved dette regiment. Vi skal have samlet op. Det er ikke bare at sende sagen til auditørerne, og så er der en, der får en bøde, og så er den lukket. Der er rum til forbedring i forhold til at få øje på den, der er blevet krænket. Vi skal gøre noget ved det, så man sikrer sig, at de får bedst mulige arbejdsvilkår bagefter. Den, der har krænket, skal jo også videre og er stadig ansat. Med mindre det er meget groft.”

Auditør tur-retur

Søren Glud Nielsen roser de seneste års krænkelseskampagner og især de direktiver, der er sendt ud til chefer, så de ved, hvordan de skal forholde sig. Men han mener også, at alvoren i forhold til krænkelser betyder, at der er en tendens til, at chefer er bange for at røre ved sådanne sager.

”Der er lidt den opfattelse, at hvis det nu er meget alvorligt, så skal jeg ikke rode i det. Tendensen er derfor, at der bliver sendt mere til auditørerne nu end tidligere. Men det er jo ikke den eneste løsning. Chefen kan få god støtte af os til at vurdere, om sagen skal til auditørerne eller måske til den arbejdsjuridiske afdeling i FPS, eller om sagen kan klares lokalt. Det sker, at auditøren beslutter, at sagen skal tilbage til os, og så kunne den lige så godt være startet her. Det kan jo være, at jeg kan tale med sagens parter og se, om vi kan finde en løsning.”

Søren Glud Nielsen bliver tit mødt med radiotavshed, når den første indledende samtale er klaret, og kollegaen har lettet sit hjerte. Vedkommende ved godt, at på et eller andet tidspunkt skal der findes en løsning på problemet, og den vil man gerne udskyde så længe som muligt. Konflikten kan føles som et bjerg, der skal bestiges. Det er den kamp, Søren Glud Nielsen tilbyder sin hjælp til. Blandt andet er det som regel ham, der på medarbejderens vegne rækker ud til chefen. Hvis man har en konflikt med sine kolleger, er det i høj grad også chefens problem. Chefen har handlepligt, pointerer Søren Glud Nielsen. Men at identificere problemet og tale om det, kan føles problematisk. Måske endda mere i Forsvaret end på andre arbejdspladser.

”I Forsvaret er man utroligt loyal overfor sine kolleger og sin arbejdsplads i det hele taget. Så hvis man henvender sig til en leder, fordi man har en konflikt med sine kolleger, indebærer det, at chefen er nødt til at gøre noget ved det. Det kan føles uoverskueligt. Derfor er det meget vigtigt at tage den slags henvendelser meget alvorligt. Ofte er det et nødråb.”

Artiklen er udgivet i Magasinet Honnør, som husstandsomdeles til Forsvarets medarbejdere. Se det samlede magasin:
Honnør nr. 3, november 2021