Eftersøgning og redning

27. august

  • 12.27. En borger slår alarm efter at have observeret, at en kitesurfer mister sin kite ud for Klitmøller. Anmelderen er i tvivl om, hvorvidt surferen selv kan komme ind. En redningshelikopter og en båd fra kystredningsstationen sættes ind og en ambulance tilkaldes. Ca. 15 minutter efter anmeldelsen kom surferen ind ved egen hjælp i god behold. 
  • Inspektionsfartøjet Ejnar Mikkelsen og en redningshelikopter blev indsat i en redningsopgave efter at der var opfanget et et nødsignal fra en turistbåd fra position ud for Færingshavn. Arktisk Kommando etablerede kontakt til turistbåden og det viste sig, at nødsignalet var aktiveret ved et uheld. 
  • Inspektionsfartøjet Lauge Koch og en redningshelikopter blev indsat i en eftersøgningsoperation efter at et elektronisk nødsignal var opfanget fra en grotte nord for Ilulissat. Mens helikopteren var undervejs fik lokale kontakt til de potentielt nødstedte. Det viste sig, at nødsignalet var afsendt ved et uheld. 
  • På vej tilbage mod Nuuk efter deltagelse i ovennævnte opgave opfangede inspektionsfartøjet Ejnar Mikkelsen et nødsignal. Flere myndigheder, Ejnar Mikkelsen og civile fly blev aktiveret for at stedfæste positionen for nødsignalet. Ejnar Mikkelsen var yderligere klar til at indsætte sit redningsfartøj. Undersøgelserne viste, at den mest sandsynlige position for nødsignalet var Sadel Ø. Sagen blev lukket den 28. august, da det ikke var lykkedes at lokalisere senderen. 
  • En redningshelikopter fra Air Greenland indsættes i redningsoperation efter at et skib med otte personer har sendt nødsignal i nærheden af Qaqartoq. Der er risiko for at de ombordværende må forlade skibet i dårligt vejr. Inspektionsfartøjet Thetis sendes mod positionen for at kunne støtte. Det lykkedes de nødstedte med hjælp fra lokale at komme sikkert i land.
  • AKO opfanger et elektronisk nøsignal fra en position i nærhden af Qaqartoq. En redningshelikopter fra Air Greenland overflyver positionen uden at finde tegn på, at der er nogen i nød. 

29. august

  • 10.31. En redningshelikopter og det lokale beredskab blev sendt til undsætning for fire personer, der var kæntret med en kano i Aabenraa Fjord. Beredskabsbåden bjærgede de nødstedte og bragte dem i land. Ingen var kommet alvorligt til skade. 
  • 12.56. Et sejlskib sendte elektronisk nødsignal via Lyngby Radio. Da det ikke var muligt at etablere kommunikation med skibet sendte Forsvarets Redningscenter Gedser redningsstation ud til skibet, som havde motor og ror-skade. Skibet blev hjulpet i havn af redningsstationen som nødforebyggende SAR.
  • 21.10. En redningshelikopter, politiet og beredskabet blev indsat i eftersøgning efter observation af en nødraket ved Karrebæksminde. Eftersøgningen blev afblæst efter melding om, at raketten var affyret over land. 

 

Andre maritime assistancer

28. august

  • 01.58. Marinehjemmeværnsfartøjet Askø assisterede en motorsejler, der havde mistet roret ud for Sjællands Odde. 
  • 12.25. Patruljefartøjet Freja sejlede til assistance for en motorsejler med motorstop i Køge Bugt. 
  • 15.19. Marinehjemmeværnsfartøjet Jupiter sejlede til assistance for en sejlbåd, der var grundstødt ved Tunø. 
  • 23.52. Skagen Redningsstation assisterede en motorsejler, der var grundstødt nordvest for Grenen. 

29. august

  • 16.05. En motorsejler meldte om motorstop ved Bagenkop. Lyngby Radio formidlede kontakt til en anden sejler, der assisterede. 
  • 21.18. Grenå Redningsstation assisterede en motorsejler med motorstop og defekt ror ud for Grenå. 

 

Ambulanceflyvninger

27. august

  • 19.49. Et kuvøsehold blev overført fra Rigshospitalet til Rønne og senere fløjet retur med patient. 

 

Støtte til civilsamfundet

27. august

  • En helikopter blev varslet for deltagelse i en eftersøgning af en savnet person ved Roskilde. Opgaven blev aflyst, inden helikopteren lettede. 

28. august

  • En helikopter blev varslet for deltagelse i en eftersøgning af en savnet person i området ved Spøttrup. Opgaven blev aflyst inden helikopteren lettede.