Historisk billede af arbejdet i Forsvarets Mediearkiv

Historisk billede fra en forgænger til Forsvarets Mediearkiv. 

Forsvarets audiovisuelle materiale har historisk set været spredt på mange lokationer hos de tre værn, skoler, historiske foreninger og andre samlinger.

 

I 2013 fik Palle Bøgelund Petterson ansvaret for Forsvarskommandoens mediesamling. Det viste sig fra begyndelsen, at systematiseringen og digitaliseringen af samlingen ikke levede op til tidens standard. Derfor var opgaven at starte helt fra bunden. 

 

En af opgaverne for Palle Bøgelund Petterson har været at samle alle fotos og audiovisuelle materialer i forsvaret på en lokalitet, Forsvarets Mediearkiv. Det tog dog mange år at overbevise de historiske foreninger om, at det var en god idé at overdrage det til Forsvaret. Mange af folkene i foreningerne havde oplevet, at Forsvaret havde tradition for at lukke afdelinger ned, med det resultat at historie gik tabt. Så med god grund var de forsigtige. Det var steder som Søværnets Historiske Samling ved Svend Erik Kidmose, Flyhistorisk Samling ved Lars Søe-Jensen og andre eskadriller eller foreninger med samlinger tilknyttet regimenter. Eksempelvis den flotte samling af fotos og AV-materialer, der var opbevaret hos Den Kongelige Livgardes historiske forening. Foreningerne og samlingerne skulle så og sige sikre sig, at Forsvaret ikke blot havde fået en grille i hovedet, som de hurtigt ville fortryde og lukke ned. Arbejdet med at overbevise disse foreninger tog flere år. Eksempelvis tog det næsten 10 år fra Palle Bøgelund Petterson første gang havde møde med Hjemmeværnets Historiske Forening i Sønderjylland til deres meget store samling blev overdraget. Samlingen var passet godt på af Freddy Ørnskov og hans hjælpere. Det samme kan næsten siges om Flyhistorisk Samling ved Lars Søe-Jensen og Henrik Hjort, hvor det dog ”kun” tog syv år. Med årene blev det til rigtigt meget, som blev indsamlet.

 

Medarbejdere fra Forsvarets Mediearkiv i Sønderjylland

Medarbejdere fra Forsvarets Mediearkiv henter materiale til digitaliseringen ved Hjemmeværnets frivillige i Frøslevlejren. Foto: Sune Wadskjær Nielsen / Forsvaret

 

Samlingen gik fra at have omkring 20.000 AV-materialer til at omfatte 150.000 enheder. Det samme gælder fotosamlingen, der var på omkring 300.000 billeder, da Palle Bøgelund Petterson overtog den, til i dag at være på 1,5 million. Der er faktisk blevet overdraget samlinger fra omkring 20 museer/arkiver og 30 privatpersoner. Overraskende nok også fra statens museer. Eksempelvis har vi fået overdraget film fra Orlogsmuseet og Tøjhusmuseet, men da det strammede til med pladsen hos Nationalmuseet fik Forsvarets Mediearkiv også overdraget tusindvis af film.

 

Digitalisering

Når der er blevet udvalgt analoge materialer til digitalisering, har det væsentligste kriterie været, om det har relevans for danske forhold, især Danmarks Totalforsvar og danske sikkerhedsforhold. Der er også blevet lagt væk på, om produktionen har været dansk eller udenlandsk, men dog berørt danske forhold. Det er blevet undersøgt om andre arkiver har materialet og om de allerede har digitaliseret deres. Samt om kvaliteten af Forsvarets Mediearkivs er bedre eller ringere. Det digitaliserede indbefatter også hverdagsliv og festdage; fine besøg af VIP eller fejring af 40 år i forsvaret for en ansat; oplæring i at bruge en M50 eller udviklingen af en feltration. Det er et meget bredt spænd, der er blevet gabt over, men til gengæld vil man ikke kun få højtstående officerer at se, men også rekrutter, menige og civile. Forsvarets Mediearkiv har tilgodeset alle i forsvaret, når der er blevet udvalgt materialer til digitalisering, men når det så er sagt, så er der en person, som arkivet har digitaliseret mere med end nogen anden: HM Dronning Margrethe II.

 

Synlighed

Det digitaliserede video- og filmmateriale har tidligere været vist på platformen www.forsvarets.tv. Her lå omkring 3000 filer med levende billeder, der var offentligt tilgængeligt uden brug af login. Der har i en række år været arbejdet på, at en sådan side skulle relanceres. Men foreløbigt skal man ind på Forsvarets YouTube-kanal for at finde filmklip fra Forsvarets Mediearkiv. Her finder man omkring 50 historiske film.

 

De digitaliserede stillbilleder kan ses på www.forsvarsgalleriet.dk, der vartes af Sune Wadskjær Nielsen. Her kræves der login, som bliver udleveret, efter at man har læst sidens brugsregler. Siden indeholder omkring 70 procent af de billeder, der er blevet digitaliseret af Forsvarets Mediearkiv.

 

Kassation

Kassation! Et hvert arkiv må nødvendigvis også kassere materialer. Forsvarets Mediearkiv er ingen undtagelse. Det har ofte drejet sig om kopier ud over de tre som opbevares i arkivet. Tappede ting fra TV. Udenlandske ting uden relevans. Ødelagte materialer, der ikke kan reddes. Hvis der skal sættes tal på, så lad os sige at 50% er blevet kasseret. Når vi er helt færdige med gennemgang, registrering og digitalisering af samlingen, vil der af de resterende 50% være blevet digitaliseret en tredjedel.

 

 

Sidst opdateret 15. oktober, 2024 - Kl. 12.57