Nyheder
Følg Forsvaret
Døgnrapport
Arrangementer
Forsvarets arealer
Publikationer
Forlig
Forsvaret har produceret film siden 1912. Forsvarets Mediearkiv rummer dog optagelser helt tilbage fra 1896.
Forsvaret har produceret film siden 1912, men mediearkivet rummer optagelse af endnu ældre dato. Foto: Forsvarets Mediearkiv.
Søværnets første egenproducerede film blev lavet i 1912 af kaptajn K.V. Høyer. Filmen hed: Den Danske Marine.
Søværnets Filmudvalg var i 1930’erne ledet af A. Dam. Der blev produceret film gennem Marinestabens Filmafdeling.
Forsvarsministeriets Foredragsudvalg producerede også film.
Folk & Værns Filmafdeling producerede film fra 1938. Da var det Andreas M. Dam, som var altmuligmanden, men da filmafdelingen blev mere etableret, blev Dam, der også var orlogskaptajn, leder. Det var han til sin død i 1943. Hans søn, Ib Dam, lavede allerede da sine første film, dog ikke for Forsvaret. Efterfølgende blev ledelsen overtaget af Steen Steensen.
Efter besættelsen producerede Folk & Værns Filmkontor instruktionsfilm i samarbejde med Krigs- og Marineministeriet. Folk & Værns produktionschef var på dette tidspunkt Jørgen Bagger. Blandt afdelingens instruktører var blandt andet Helge Robbert, Olle Kinch og Jens Henriksen.
I 1946 oprettedes en ny filmkomité i Søværnet. Den var ledet af kommandør Greve og havde kaptajn Steen Steensen som produktionsansvarlig.
I 1947 oprettedes Søværnets Filmtjeneste, som i 1949 ansatte Jørgen-Richard Lund som leder
I 1954 kom der en nyordning, der betød, at arbejdet med filmproduktion blev overdraget til Forsvarets Krigsmaterielforvaltning, som siden blev til Forsvarets Materielintendantur. Her stod kommandørkaptajn Nyborg Christensen for ansvaret, når der blev produceret nye film for forsvaret.
Hvornår Søværnets ITV-gruppe begyndte, står lidt hen i det uvisse, men i Forsvarets Mediearkivs registrant, står den første produktion registreret i 1974, derfor er dette år valgt. De lå under kommando af Søværnets Eksercerskole. Søværnets ITV-gruppe producerede frem til slutningen af 1980’erne. (ITV står for Interne TV).
De første produktioner, der er bevaret fra Flyvevåbnets Specialgruppe, også kaldet Flyvevåbnets ITV-gruppe, er fra 1975.
Før 1987 lavede man egne videoproduktioner ude hos de enkelte værn, men i 1987 blev der taget beslutning om at det skulle samles under færre hatte. Derfor oprettedes i første omgang Forsvarets Videogruppe, der skulle producere professionel film, video og fotos til alle værn. Lederen var kaptajnløjtnant E.H. Andersen.
I 1987 opstår UUA, som lå under Forsvarets Center for lederskab. Til at begynde med var chefen oberstløjtnant Foght. I UUA danner man Forsvarets Video FILM og Foto (VVF). VVF skal overtage arbejdet for alle værnenes film- og videoproducenter. Således at ansatte overdrages eller fyres i Søværnets ITV-gruppe, Flyvevåbnets ITV-gruppe, Forsvarets Fototjeneste, Flyvevåbnets PU-gruppe og Hærens Undervisningsteknologiske Faggruppe (HUF), som alle nedlægges. Der er dog gammel strøm i ledningerne, så 80’erne ud bliver der fortsat refereret til de nedlagte tjenester. Deres stab af militært ansatte bestod blandt andet af: producerne Svend Hansen (seniorsergent), Teddy Gerberg (oversergent), der begge kom fra Søværnet. Desuden to kameramænd: Pultz og Kierkegaard, samt en tekniker, Schultz, der også alle var militært ansat.
I Forsvarets Oplysning- og Velfærdstjeneste var Preben Dich direktør. FOV lavede færdige radioprogrammer fra 1988. Det blev til cirka 2 om måneden. De blev sendt ud til 70 danske radiostationer og skulle efter sigende være blevet udsendt af 50.
Hjemmeværnsregion VI og konsulent Winnie Wichmann Jørgensen begyndte at producere 4 magasinprogrammer for Hjemmeværnet om året. De blev kaldt Hjemmeværnets Videoavis.
Forsvarets TV har sin domæne hos Søværnets Eksercerskole i Auderød. Chefen for Forsvarets TV var oberstløjtnant Leif G. Schunck.
Forsvarets TV laver et magasinprogram fra juni 1992. Programmet bliver co-produceret med den københavnske kanal, Kanal 2, men bliver vist over store dele af landet, hvor regionernes tv-stationer er.
Da Forsvaret begyndte at producere magasin-programmer, foregik det i Kanal 2s studier i Skovlunde. Til at begynde med var det et månedsprogram, der co-produceredes mellem Kanal 2 og Forsvarets TV. Bent Bertramsen, der i en årrække havde været vært på DRs TV-avis, blev den første vært. Til at begynde med var der kun en journalist, nemlig Thomas Jerichow fra Forsvarets Oplysning- og Velfærdstjeneste (FOV).
TV2-nyhederne samarbejdede med Forsvarets TV under blandt andet Golfkrigen og krigen på Balkan. Et samarbejde, der indebar, at Forsvarets TVs ansatte rejste med TV2s Niels Brinch til krigszonerne. De indslag, der blev co-produceret, viste TV2-nyhederne som deres egne. Forsvarets TV modtog penge for samarbejdet af TV2.
TV-produktionsapparaterne stammede for store deles vedkommende fra 1972. De rådede selv over U-matic Highband, Betacam og to ENG-hold, og dertil en OB-vogn med tre ældre kameraer. Derfor leverede Kanal 2 og TV2 det professionelle udstyr.
Forsvarets TV indleder i august 1994 et samarbejde med Hjemmeværnet og Bredskabsstyrelsen, der indebærer, at magasinprogrammet FLASH skal indeholde indslag, der vedrører deres ressort.
Mediearkivet rummer film, billeder og lydklip fra:
Forsvarets TV (20.000 enheder)
Danske Artilleriregiment (1000 enheder)
Flyhistorisk Samling (10.000 enheder)
Forsvarets Bibliotek (500 enheder)
Folk & Værn (1000 enheder)
Forsvarets Oplysnings- og Velfærdstjeneste (10.000 enheder)
Hjemmeværnets samling (15.000 enheder)
UUA Video og Auderød-samlingen (15.000 enheder)
Søværnets ITV (500 enheder)
Forsvarets Mediecenter (10.000 enheder)
Flyvevåbnets ITV (500 enheder)
Beredskabsstyrelsens samling (8000 enheder)
Hærens Operative Kommando (500 enheder)
Søværnets Historiske Samling (20.000 enheder)
Orlogsmuseet (2000 enheder)
Tøjhusmuseet (4000 enheder)
Nationalmuseet (6000 enheder)
Samt cirka 30 private donationer