[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Forsvarets Auditørkorps har afsluttet undersøgelsen af omstændighederne omkring forliset af inspektionsskibet TRITONs gummibåd ved Island den 19. december 2006, hvor Marinekonstabel Jan Norskov Larsen omkom.

- Jeg er glad for, at Auditørkorpset ikke ser grundlag for at rejse sigtelse mod nogen af de involverede. Jeg hæfter mig ved, at årsagen til, at gummibådens motorer satte ud, var et strømudfald, der formentlig skyldes, at batterierne kunne bevæge sig i deres fastgørelser under de ekstreme forhold, som gummibåden blev udsat for, siger chefen for Søværnets Operative Kommando, kontreadmiral Nils Wang. 

- Jeg har også bemærket, at der ikke er noget som tyder på, at det anvendte sikkerhedsudstyr ikke har levet op til godkendelseskrav eller tekniske specifikationer, selv om ikke alle redningsvestene kunne holde til de meget kraftige bølgeslag, som de blev udsat for, siger Nils Wang.

Kontreadmiralen vil nu bede Forsvarets Skibshavarikommission om at behandle sagen med henblik på at uddrage de erfaringer, som hændelsen i øvrigt måtte give anledning til.