[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Folketingets Ombudsmand, Hans Gammeltoft-Hansen, besluttede i dag at gå ind i sagen omkring det besøg, som forsvarschef Jesper Helsø foretog til Estland i januar 2006.

Han har netop skrevet til Forsvarsministeriet og bedt om at modtage en kopi af forsvarschefens redegørelse til forsvarsministeren i sagen om forsvarschefens jagt i Estland. Ombudsmanden har også bedt om at få oplyst, hvad forsvarsministeren vil foretage sig i anledning af sagen.

I en kommentar til ombudsmandens beslutning, udtaler forsvarschefen via sin kommunikationschef, Lennie Fredskov Hansen:

- Det er ombudsmandens rolle her i samfundet at fungere som vagthund, og vi vil selvfølgelig samarbejde fuldt ud med ham.