[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Mandag den 25. juni underskrev Danmark og Storbritannien en aftale om overdragelse af seks danske troppetransporthelikoptere af typen EH101 til Storbritannien. Helikopterne skal bruges til indsættelse i internationale operationer.

Det øgede engagementet i internationale operationer har medført et forøget behov for helikoptere til eksempelvis transport og evakuering af personel mv. i operationsområderne. Danmark har derfor valgt at imødekomme en henvendelse fra det britiske forsvarsministerium om at overdrage seks troppetransporthelikoptere til indsættelse i internationale operationer.

Danmark har netop fået leveret i alt 14 EH101-helikoptere, hvor otte indrettes som redningshelikoptere og seks som troppetransporthelikoptere. De seks troppetransporthelikoptere overdrages ved aftalen til Storbritannien.

Storbritannien har allerede helikopterbesætninger, der er uddannet og rutineret i troppetransport. De seks helikoptere, der overdrages fra Danmark, vil derfor hurtigt kunne indsættes i internationale operationer i enten Irak eller Afghanistan. Danske og britiske styrker arbejder tæt sammen i både Irak og Afghanistan, og helikopterne vil derfor være til gavn for begge nationer.

Aftalen omfatter også en forøgelse af det operative og uddannelsesmæssige samarbejde mellem Danmark og Storbritannien. Samarbejdet betyder blandt andet, at danske helikopterbesætninger uddannes sammen med britiske helikopterbesætninger. Forsvaret kan således drage nytte af briternes mangeårige erfaring med at anvende helikoptere til troppe-transport.

Der er med aftalen tale om en overdragelse og ikke et salg. Derfor betaler briterne for at Danmark får leveret seks nye identiske troppetransporthelikoptere fra leverandøren AgustaWestland til erstatning for de seks overdragede helikoptere.

- Jeg er glad for, at vi med denne aftale kan hjælpe en af vores tætte alliancepartnere. Overdragelsen vil komme både britiske og danske soldater til gavn ude i operationsområderne, hvor der er en alvorlig mangel på helikoptere til troppetransport, siger Forsvarsminister Søren Gade.

Også den britiske Minister of State for Defence Equipment and Support, Lord Drayson, er tilfreds:

- Underskrift af aftalen underbygger vores tidligere principielle aftale fra marts måned. Jeg kan konstatere, at arbejdet om at få en endelig aftale på plads er skredet hurtigt frem, og aftalen er nu blevet underskrevet. Vi forventer at være i besiddelse af danske EH101 Merlin helikopterne om kort tid.

Lord Drayson fortsætter:
"Helikopterne vil forøge vores mulighed for at indsætte helikoptere i internationale operationer til støtte for tropperne, og samarbejdet viser vores vilje til at udsende det bedste materiel til operationerne. Jeg vil gerne takke den danske regering for deres samarbejde"

Danmark og Storbritannien er enige om, at overdragelsen af helikopterne ikke vil få indflydelse på det danske helikopterredningsberedskab. Ligesom aftalen vil forbedre Storbritan-niens mulighed for at indsætte helikoptere i internationale operationer så som Afghanistan og Irak. Aftalen forventes ikke at forsinke opbygningen af den danske troppetransportkapacitet nævneværdigt, da de danske troppetransporthelikopterpiloter uddannes i Storbritannien, imens Danmark venter på at få leveret de nye helikoptere.