[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Facilities management ved Forsvarets Materieltjeneste i Ballerup har netop været i udbud. Ejendomsvirke A/S afgav det økonomisk mest fordelagtige tilbud foran Forsvarets Bygnings- og Etablissementstjeneste og to andre eksterne tilbudsgivere. Derfor overtager Ejendomsvirke A/S opgaverne fra 1. april 2008. Opgaven omfatter rengøring, kantinedrift, vinduespudsning, vedligehold af grønne områder og vintertjenester, renovation samt reparation og vedligeholdelse af tekniske installationer.

Tætte bud
Tilbuddene mellem de fire tilbudsgivere lå tæt. Kun et spænd på cirka fem procent adskilte det billigste tilbud fra det dyreste. Forsvarets Bygnings- og Etablissementstjeneste og firmaet Ejendomsvirke A/S lå lige, men tilbuddet fra Ejendomsvirke A/S havde flere fordele og blev derfor valgt. Evalueringen af tilbuddene er blevet gennemført i samarbejde med et eksternt konsulentfirma.

”Det er selvfølgelig ærgerligt, at opgaverne ikke forblev i forsvaret. Vi er imidlertid meget tilfreds med, at vi kan fremsætte et tilbud, som ligger så tæt på de eksterne tilbudsgivere. Det viser, at vi er en veltrimmet og veldrevet virksomhed. Vi ønsker Ejendomsvirke A/S tillykke og glæder os til at arbejde sammen med dem og vore medarbejdere. Hensigten er i sidste ende at yde Forsvarets Materieltjeneste den bedste service”, udtaler Jørgen Steen Knudsen, chef for Forsvarets Bygnings- og Etablissementstjeneste.

Fem medarbejdere flyttes
Fem af de medarbejdere, der løser facilities management i Forsvarets Materieltjeneste i Ballerup, virksomhedsoverdrages fra 1. april 2008 til Ejendomsvirke A/S. Medarbejderne i Ballerup er blevet orienteret om, at de bliver overdraget til Ejendomsvirke A/S, og dermed får ny arbejdsgiver. Arbejdsforholdene ændrer sig ikke for medarbejderne, da de fortsat vil være omfattet af gældende overenskomst.

Forsvarets Bygnings- og Etablissementstjeneste har tidligere vundet to tilsvarende opgaver, men af mindre omfang. Med 700 arbejdspladser i Forsvarets Materieltjeneste er udbuddet af facilities management i Ballerup den største af sin art hidtil.

Udbuddet er en naturlig konsekvens af regeringens effektiviseringsstrategi, hvor offentlige institutioner skal konkurrenceudsætte de opgaver, som private virksomheder også kan løse. Forsvarets Bygnings- og Etablissementstjeneste afgav i udbudsrunden ligeledes et kontrolbud, som de altså tabte til Ejendomsvirke A/S.

Kontaktperson: Indkøbschef Niels Ove Nielsen, tlf. 25 40 40 52