Fra Washington DC til Afghanistans ørken - sprogofficer i pashto

Som sprogofficer i pashto her på hold 2 fungerer jeg bl.a. som patruljetolk for eskadronen og er chef for vores civile tolke. Det går som bekendt til tider hårdt for sig, når vi er ude på opgave, ikke fordi vi gerne vil have det sådan, men fordi det nu en gang er betingelserne i denne del af Afghanistan p.t. og i de situationer er det ikke en tolk, der er mest brug for. Men heldigvis er der også masser af andre, mere fredelige situationer, hvor jeg som tolk har noget at lave.

Bl.a. kører vi ’social patrols’, hvor vi tager kontakt til de lokale, hører hvordan de har det, prøver at finde ud af, om der er noget, vi kan hjælpe med, indhenter efterretninger fra området og forklarer hvorfor, vi er i deres område.

En verden til forskel
Netop det sidste er vigtigt. Det kan godt se lidt skræmmende ud, når en hel eskadron rykker ud i pansrede køretøjer med en masse våben. Og det kan være svært for soldaterne at forklare en afghansk landmand, som ikke lige har taget et brevkursus i dansk, at vi kun vil tale med dem og ikke har til hensigt at indtage byen. Når man som afghanerne er blevet invaderet flere gange af bl.a. englænderne og russerne, er det måske nærliggende at antage noget andet. Og i de situationer kan det gøre en verden til forskel, at eskadronen har en tolk med.

Livet som tolk byder selvfølgelig på rig lejlighed til misforståelser – nogle sjovere end andre. F.eks. lyder ordet for penge og får meget ens på pashto, hvilket forklarer hvorfor, de lokale på et tidspunkt kiggede så underligt på mig: I stedet for interesseret at spørge til, hvor mange får de havde, kom jeg desværre til at spørge om, hvor mange penge de havde. Misforståelsen blev dog opklaret inden, de lokale begyndte at tro, at danskerne havde for vane at opkræve bestikkelse.

Ser mig som en fremmed art
Der er en verden til forskel på at være kvinde i Danmark og at være kvinde i Afghanistan. Inden jeg kom hertil, har jeg da også tænkt meget over, hvordan de afghanske mænd mon ville modtage mig, og om de overhovedet ville acceptere at tale med en kvindelig tolk.

Jeg har endnu ikke mødt nogen, der ikke ville tale med mig. Og når jeg tolker oplever jeg ofte, at de lokale ikke ser mig som kvinde. Som kvindelig soldat falder jeg så langt uden for deres kultur og det kvindebillede, de kender, at de snarere ser mig som en fremmed art end som kvinde. Og det er ikke kun mændene, der tænker sådan. Som kvinde kropsvisiter jeg – om nødvendigt – afghanske kvinder. Og her er det flere gange sket, at de ikke har villet ladet mig kropsvisitere dem, fordi de ikke har troet på, at jeg rent faktisk var kvinde. Derfor tager jeg nu i den slags situationer ofte min hjelm af, så kvinderne ved selvsyn kan konstatere, at der gemmer sig kvindelige træk og langt hår inde under hjelmen.

Surrealistiske situationer
Men nogle gange opstår der nogle lidt surrealistiske situationer, hvor de lokale mænd hiver mig i hestehalen og interesseret piller ved mine øreringe, mens de højlydt og livligt diskuterer, hvorvidt jeg, som jeg jo altså påstår, er kvinde. Det gør bestemt ikke situationen mindre surrealistisk, at jeg jo kan forstå, hvad de siger om mig på pashto.

Netop fordi jeg er kvinde, blev jeg for nylig udlånt som tolk for CIMIC (Civilian and Military Cooperation) i Gereshk i forbindelse med et møde med deltagelse af kvinder fra et lokalt kvindehus i Gereshk. Det er ikke et kvindehus i Grevinde Daner-forstand, hvor kvinderne kan søge tilflugt. Det er snarere en slags husholdningsskole, hvor kvinderne lærer madlavning, børnepleje og hygiejneforanstaltninger. CIMIC har tidligere afholdt møder med kvinderne om forskellige projekter, men havde på fornemmelsen at kvinderne ikke talte så frit som de ellers ville have gjort, så længe der var en mandlig tolk eller andre mænd til stede.

Kys og kram
Dét viste sig at være rigtigt. Da CIMIC først fik samlet kvinderne i et rent kvindeforum sammen med en kvindelig læge, sygeplejerske, jordemoder og altså også en kvindelig tolk, blev der for første gang talt frit fra leveren. Kvinderne selv var overstrømmende taknemmelige for, at CIMIC havde gjort sig den ulejlighed at skaffe en kvindelig tolk. Jeg fik kys og kram og glæden ville ingen ende tage. I de par timer mødet varede, kom vi rundt om en masse emner. Børnedødeligheden i Afghanistan er blandt verdens største, ét ud af fire børn dør inden det fyldte femte år. Derfor drejede meget af snakken sig om fødsler, sundhedsvæsen og ernæring. Men kvindernes taleiver var så stor, at CIMIC-teamet ikke nåede igennem en tredjedel af dagsordenen. Til gengæld blev grobunden lagt for en række fremtidige projekter, som kan forbedre kvindernes vilkår her i Afghanistan.

Inden mødet bestod min eneste kontakt med afghanske kvinder i mødet med de kvinder, jeg til tider kropsvisiterer. Kvinderne bliver nemlig gemt af vejen, når eskadronen kommer ud i byerne. Egentlige samtaler er det aldrig blevet til, og jeg får kun korte glimt af kvinderne inde bag de allestedsnærværende burkaer.

Forbløffende mængde chokolade
Det var derfor befriende at opleve kvinderne til mødet uden burka og på slap line, klædt i flotte kjoler og med fuld makeup. De tøsepjattede og fniste, sladrede om deres medhustruer og spiste en forbløffende mængde chokolade. Kort sagt var scenen ikke så forskellig fra en dansk pigeaften. Det var også dejligt at opleve, at disse kvinder havde meget progressive tanker og ideer om uddannelse og kvinders rettigheder.

Men progressive eller ej, da kvinderne forlod mødet, indhyllede de sig i deres burkaer, og med alt, inklusive deres øjne, dækket af lange baner stof, virkede de lige pludselig som fremmede væsener og slet ikke som de kvinder, jeg lige før havde en masse til fælles med.

Det var meget mærkeligt og også lidt trist at opleve, og der er ingen tvivl om, at der er lang vej endnu, før disse kvinder kan gøre, som de vil uden frygt for repressalier. Når CIMIC mødes med dem, foregår det da også i al hemmelighed. Men alligevel var det bestemt en af de dage, hvor jeg var rigtig glad for mit job som tolk.