[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

I går viste termometeret -27 grader. I dag tager 12 nyuddannede frømænd hul på et tre uger langt kursus i den norske Finnmark. Og kulden kommer til at spille en hovedrolle. 

Det norske forsvar har højt specialiserede styrker i Nordnorge. De er specialister i vinterkrig, og derfor har de danske specialstyrker et samarbejde med de norske enheder. Temperaturen svinger typisk mellem -15 og -40 grader, og derfor er det et ideelt sted at træne vinterkrig.

De 12 frømænd lærer i løbet af de næste tre uger at færdes og overleve i ekstrem kulde og sne. De følges ad i en patrulje, og den første uge bliver primært brugt til tilvænning. Eksempelvis er det ikke alle frømændene, som er rutinerede på ski. Anden uge bliver mere taktisk, mens kurset afsluttes med en firedages sammenhængende øvelse.

Du kan finde mere information om vinterkrigskurserne det norske forsvars hjemmeside.